Under opbygning

Denne hjemmeside er under opbygning, så bær venligst over med os, hvis der er et par huller. 

Brug gerne feedback-funktionen 'Hjalp denne side dig?' nederst på de sider, hvor du synes vi gør det godt eller mangler noget.

Tak for din forståelse.

Børns sikkerhed og sundhed i dagtilbud

Information om sikkerhed og sundhed i dagtilbud

Børns sikkerhed og sundhed i Dagtilbud

I Svendborg kommune gælder følgende anbefalinger vedrørende:

•Sovende børn
•Medicingivning
•Hygiejne i forhold til udefodtøj og håndvask
•Cykelhjelme
•Solbeskyttelse
• Børnetøj – bindebånd og halstørklæder

Anbefalingerne er opdateret i september 2024 med afsæt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger og Sikkerhedsstyrelsens anbefalinger.

Sovende børn

Ved at lade børn sove ude i krybber eller barnevogne skabes optimale betingelser for et velventileret sovemiljø og for at give det enkelte barn afskærmning og ro til at overgive sig til søvnen.
Børn der sover ude skal jævnligt tilses.

Om vinteren skal der være opmærksomhed på rim, tåge og temperatur. Under 10 minusgrader må børn ikke sove ude generelt og der kan være yderligere hensyn at tage, eksempelvis for børn under 1 år, for tidligt fødte børn, for børn der lider af astmatisk bronkitis, kronisk mellemørebetændelse, hjertesygdom.

Om sommeren skal der være opmærksomhed på, hvor varmt der bliver i barnevognen/krybben. Sørg for at krybben/barnevogne er placeret i skygge, dæk ikke krybbens/barnevognens åbning til og tjek jævnligt bar-nets temperatur i løbet af luren, eksempelvis ved at mærke på barnet nakke om temperaturen føles tilpas. Sundhedsstyrelsen har ikke fastsat en maksimum lufttemperatur.

Ved brug af myggenet og regnslag skal afskærmningen passe til barnevognen eller krybben og sørg for at den er trukket godt ned om barnevognens/krybbens sider.

Ved brug af sovesele skal selen være tilpasset barnets størrelse og sidde tæt på kroppen. Selen skal være fastspændt solidt til barnevognens/krybbens bund. Selen skal dagligt tjekkes for om den sidder korrekt.

Tilsyn med sovende børn i dagtilbud

Nedenstående retningslinjer er gældende for kommunale og selvejende dagtilbud

  • Børn der sover i krybbe eller barnevogn - såvel med som uden sele skal tilses jævnligt under søvnen.

    Det vil sige at en pædagogisk medarbejder er fysisk til stede ved hver krybbe/barnevogn flere gange under søvnen.
  • Lydovervågning kan bruges som supplement, men ikke erstatte det fysiske tilsyn.
  • Overvågning tilrettelægges efter omstændighederne, herunder kendska-bet til barnet og barnets aktuelle situation samt vejrforhold.

Brug af sovesele i dagtilbud

Nedenstående retningslinjer er gældende for kommunale og selvejende dagtilbud.

  • Soveselen skal opfylde den europæiske sikkerhedsstandard EN13210:2004 og være godkendt af Varefakta og mærket VARE-FAKTA.
  • Soveselen skal være med skridtstrop/skridtgjort og selen skal sidde tæt til kroppen uden at stramme og så barnet ikke kan arbejde sig fri. Selen skal være nem at justere til både større og mindre størrelse.
  • Soveselen skal være fastspændt til bunden af barnevognene/krybben og remmene skal være strammet helt til.
  • Soveselen skal installeres og benyttes i overensstemmelse med brugs-anvisning hver gang, den bruges.
  • Soveselen skal efterses for slitage, mørt stof, løse syninger og ødelagte spænder hver gang barnet fastspændes.
  • Soveselen skal kunne vaskes ved mindst 60°c og med nikkelfrie beslag, knapper og spænder.
  • Børn der sover i sovesele lægges til at sove på ryggen.
  • Vågne børn i sele bør ikke være alene.
  • Der skal være en seleskærer tilgængelig, hvor børn sover i sele.
  • Svendborg kommune anbefaler, at børn, der sover i krybbe eller barnevogn, er fastspændt i sovesele.


Vurderes det, at barnet ikke er egnet til at sove fastspændt, må det sove indendørs på liggeunderlag, madras, lav seng eller lignende.

I vurderingen tages højde for barnets højde, vægt og motoriske udvikling i forhold til risiko for at vælte barnevogn/krybbe, vikle sig ind i selen samt behov for bevægelighed under søvnen. Desuden vurderes om barnet oplever selen som fiksering, således at sovesituationen kan opleves negativt af barnet.

Små børns sikkerhed, Sundhedsstyrelsen 2017

Børns sikkerhed, Sikkerhedsstyrelsen juni 2021

Børns sundhed – Udeophold i kulden, Sundhedsstyrelsen maj 2019

Anvendelse af soveseler i dagtilbud, Sundhedsstyrelsen 28.06.2019

Medicingivning i dagtilbud

Vi følger Sundhedsstyrelsens rammer for medicingivning i dagtilbud.

Medicingivning bør så vidt muligt foregå i hjemmet uden for det tidspunkt barnet er i dagtilbud.

Ved et barns længerevarende sygdom eller kronisk lidelse kan det være nødvendigt, at barnet kommer i dagtilbud, når barnets sygdomstilstand gør, at barnet kan følge en almindelig hverdag.

I disse tilfælde er det muligt, at pædagogiske medarbejdere kan være be-hjælpelig med, at barnet får sin lægeordinerede medicin, hvis det er nødvendigt at medicinen gives i løbet af barnets dag i dagtilbuddet.

Når det lægefagligt er vurderet, at forældre kan give medicinen, så må det pædagogisk personale også.

Opstår det at barnet vægrer sig og det er yderst vanskeligt og konfliktfyldt at barnet får sin medicin, gendrøftes med forældrene.

Instruks om opbevaring og håndtering af medicin

  • Medicinen skal opbevares sikkert, så den er utilgængelig for uvedkommende.
  • Medicinen skal være tydeligt mærket med barnets navn, medicinens art og ordinerede dosis samt anvisning i, hvordan medicinen skal gives.
  • Forældrene er ansvarlige for at videregive instruktionen fra den ordinerende læge til medarbejderne.
  • For hvert barn noteres hvornår og af hvem medicinen er givet.

Medicingivning i skole og dagtilbud, Sundhedsstyrelsen maj 2019

Skrivelse om medicingivning til børn i dagtilbud, skoler og skolefritidsordninger

Hygiejne ift. håndvask og brug af fodtøj

I Svendborgs kommunale og selvejende dagtilbud anbefales at:

  • Barnet vasker hænder ved ankomst til dagtilbuddet og når de kommer hjem.
  • At der er zoner for hvor man bruger udefodtøj og hvor man ikke gør. Dette for at holde børnenes indendørs læringsmiljøer på gulvene mest muligt fri for snavs og grus.

Cykelhjelm

I Svendborgs kommunale og selvejende dagtilbud anbefales, at:

  • Børnene ikke bruger cykelhjelme på legepladsen af hensyn til kvælningsfare, hvis de hænger fast i noget.
    Der kan arrangeres særlige cykeldage, hvor cykelhjelme anvendes under cykling på egne cykler.
  • Børn og medarbejdere bruger cykelhjelm ved transport på ladcykler.

Solbeskyttelse

Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og følger solrådene når UV-in-dekset er 3 eller mere, og børn opholder sig udendørs:
1. Skygge – undgå meget af solens uv-stråling ved at søge skygge når solen er stærkest mellem 12-15.
2. Solhat og tøj – dæk bar hud til med tøj og anvend en bredskygget solhat, der dækker hoved og øre, og skygger for ansigt og nakke.
3. Solcreme – de steder på kroppen som ikke er dækket af tøj, smøres med solcreme. Brug mindst faktor 15, der beskytter mod UVA og UVB stråler, i rigelige mængder – god tommelfingerregel er én håndfuld til én krop.

Forældre sørger for at børnene har tøj med der passer til vejret og er smurt med solcreme hjemmefra. Solhat og tøj der mindst dækker til knæ og albuer og solcreme for resten.

Børnehusene/dagplejen sørger for at gensmøre ved middagstid efter be-hov, eksempelvis hvis barnet har badet eller svedt meget, eller andet taler herfor.

Én indsmøring om morgenen er oftest nok, når man følger de 3 sol-råd.

I Svendborg Kommunes Dagpleje aftales individuelt med forældrene om solcreme skal medbringes hjemmefra.

I Svendborgs kommunale og selvejende dagtilbud indkøbes solcreme af børnehusene. Hvis forældrene ønsker særlige mærker, kan de selv medbringe.

Solbeskyttelse i dagtilbud – Sundhedsstyrelsen

Solbeskyttelse - Sundhedsstyrelsen

Børnetøj - Bindebånd og halstørklæder

Vi følger Sikkerhedsstyrelsens anbefalinger om børnetøj:

  • Tøj til børn op til 7 år må ikke have bindebånd eller snore i hoved og halsområdet.
  • Undlad halstørklæder, når barnet leger.
  • Undgå generelt tøj med lange snore og bindebånd.
  • Undgå pyntetørklæder.
  • Undgå så vidt muligt smådele på børns tøj. Hold godt øje med smådele, der kan falde af og udgøre en risiko for kvælning.

Svendborg kommune anbefaler at huer og halse-disser skal sidde tæt til ansigtet og halsen, så f.eks. grene ikke kan komme igennem åbning og hænge fast. – Huer og halse-disser kan eventuelt være udstyret med velcrolukning.

Sådan sikrer du at børnetøjet ikke er farligt for dit barn

6 gode råd om bindebånd og snore

Regler for sikkert børnetøj med snore, bånd og bælter