Hvem kan du stemme på?
Her kan du se alle kandidaterne som stiller op til integrationsrådsvalget 2025 i Svendborg kommune


Aileen Felipe Rasmussen
Jeg stiller op til Integrationsrådet med en solid faglig baggrund som sygeplejerske og som tovholder for ressourcegruppen Tværkulturel Patient. Gennem mit arbejde har jeg dagligt berøring med tværkulturelle problemstillinger i sundhedsvæsenet. Jeg brænder for at skabe mere lighed og forståelse på tværs af kulturelle forskelle.
Mit fokus er at sikre, at alle uanset kulturel baggrund får adgang til en retfærdig og respektfuld behandling. Jeg ønsker at styrke samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og patienter med etnisk mangfoldighed, så ingen føler sig overset, misforstået eller fremmedgjort i mødet med sundhedssystemet. Sprogbarrierer og kulturelle misforståelser må ikke stå i vejen for god behandling. Ingen skal gå igennem et behandlingsforløb med følelsen af at være alene, misforstået eller svigtet. Jeg vil arbejde for et sundhedsvæsen, hvor alle mødes med ligeværd, empati og faglig kvalitet, uanset baggrund.


Anastasiia Evteeva
Jeg stiller op til Integrationsrådet, fordi jeg gerne vil hjælpe andre med at føle sig velkomne her uanset hvor man er kommet fra.
Jeg kan lide at hjælpe mennesker med at finde sammen, og hvis mine erfaringer og min indsats kan bidrage til at styrke integrationen i vores kommune, vil jeg gerne være med. Jeg håber, at jeg kan være med til at hjælpe andre med at føle sig velkomne her og vise, at de godt kan være en del af fællesskabet trods forskellene.


Andbrhan Abraham
Jeg vil være talerør for den eritreiske gruppe i Svendborg, og jeg vil gerne være med til at fremme integration i byen.
Jeg er 43 år og kom til Danmark fra Eritrea i 2014. Jeg har arbejdet forskellige steder og arbejder nu som pedelmedhjælper. Jeg er gift og har børn. Jeg er aktiv i Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg deltager i en aktivitetsgruppe, en cykelgruppe og en svømmegruppe. Jeg vil gerne lære mere om demokrati en viden, jeg kan give videre til andre. Jeg vil gerne mødes med mennesker fra andre kulturer og mødes med vores lokale politikere for at tale om integration.


Anzhela Lohals
Jeg ønsker at være en del af Svendborg Kommunes Integrationsråd, fordi jeg tror på, at respekt, forståelse og fællesskab er grundlaget for et godt liv – uanset hvor man kommer fra.
Jeg har selv oplevet, hvordan det føles at være ny i Danmark, og jeg har mærket, hvordan det er at blive mødt med åbenhed og støtte. Jeg tror på, at vi kan lære af hinanden, og at vi sammen kan gøre Svendborg til et endnu mere inkluderende og trygt sted at bo. I mit hjemland arbejdede jeg som sygeplejerske i 19 år. Her i Danmark er jeg i gang med at tage uddannelse som social- og sundhedsassistent.


Aron Kahsay
Jeg vil gerne være en del af Svendborg Integrationsråd, fordi jeg synes, det er meget vigtigt, at vi som borgere i Danmark, med de forskellige baggrunde og kulturer vi har, kan mødes og lave forskellige aktiviteter, kan lære af hinanden og have det sjovt sammen.
For mig er noget af det bedste at kunne mødes med forskellige mennesker til f.eks. sport, fodbold, basketball, sejlads og andet. Det vil jeg gerne være med til at arbejde for, så det bliver muligt for mange at mødes gennem aktiviteter. Jeg kom til Danmark som 17-årig i 2015. De første par år boede jeg hos en dansk familie, hvor jeg lærte at begå mig i det danske samfund. Pt. arbejder jeg for et entreprenørfirma, hvor jeg til april bliver færdiguddannet som anlægsstruktør.


Banafsheh Razavian
Mit navn er Banafsheh Razavian. Jeg stiller op til Integrationsrådet i Svendborg, fordi jeg tror på, at fællesskab, respekt og forståelse mellem mennesker er vejen til god integration.
Jeg ønsker at arbejde for, at alle uanset baggrund, føler sig velkomne, hørt og som en del af fællesskabet i vores by. For mig handler integration om at mødes som mennesker og skabe et Svendborg, hvor alle kan bidrage og trives sammen.


Eyob Haile
Jeg vil gerne være med i integrationsrådet for at fremme integration, være repræsentant for eritreagruppen, lære om dansk demokrati, møde politikerne i Svendborg kommune og få kendskab til foreningerne.
Jeg er 36 år og kom fra Eritrea til Danmark i år 2014. Jeg har en god og bred arbejdserfaring, og jeg er medlem af Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg hjælper borgere i hverdagsrådgivning. Jeg er også frivillig på et cykeltræningshold og et svømmehold.


Fatima Mamo
Jeg har stor erfaring med at skabe bro mellem kulturer og hjælpe kvinder, unge og familier til at føle sig som en aktiv del af samfundet. Jeg vil styrke sammenholdet i vores kommune og fremme lige muligheder for alle.
Jeg ønsker at være en del af Svendborg Kommunes Integrationsråd, fordi jeg i mange år har arbejdet frivilligt med integration, fællesskab og kulturforståelse. Som formand for den Kurdiske Forening i Svendborg siden 2013 og medlem af Integrationsrådet siden 2017 har jeg stor erfaring med at skabe bro mellem kulturer og hjælpe både kvinder, unge og familier med at føle sig som en aktiv del af samfundet. Jeg vil gerne fortsætte med at bidrage til at styrke sammenholdet i vores kommune, fremme lige muligheder for alle og sikre, at flere borgere med etnisk minoritetsbaggrund får en stemme og bliver hørt i de beslutninger, der vedrører deres liv.


Fatimah Ahmad
Jeg stiller op til Integrationsrådet, fordi jeg gerne vil bidrage til at styrke forståelsen og samarbejdet mellem mennesker med forskellige baggrunde.
Jeg hedder Fatimah, er 38 år og oprindeligt fra Palæstina. Jeg bor i Svendborg og læser til sygeplejerske på UCL. Jeg ønsker at være en del af Integrationsrådet, fordi jeg gerne vil bidrage til at styrke forståelsen og samarbejdet mellem borgere med forskellige baggrunde i Svendborg. Som palæstinenser, der kom til Danmark i 2014, har jeg selv oplevet de udfordringer, man kan møde i integrationsprocessen, både sprogligt, kulturelt og socialt. Jeg vil gerne bruge mine erfaringer til at støtte andre i at føle sig som en del af samfundet og skabe gode rammer for dialog, fællesskab og lige muligheder. Jeg vil gerne medvirke til, at Svendborg fortsat er en åben, tryg og inkluderende kommune for alle.


Gabriela Picoli Lanfredi
Jeg brænder for fællesskab, frivillighed, integration og for at skabe et Svendborg, hvor alle føler sig velkomne og tager del i byens liv.
Jeg vil arbejde for, at børn og unge får mulighed for at deltage, udvikle sig og bidrage. Sammen kan vi gøre Svendborg til et sted, hvor forskellighed er en styrke. Jeg kommer fra Brasilien, har boet i Svendborg i snart 10 år og har været frivillig hos Red Barnet Ungdom.


Geethika Brown
Jeg har altid haft en interesse i at gøre en forskel for mennesker. Jeg gør mit bedste for at støtte andre og derfor ønsker jeg at stille op til Integrationsrådet.
Jeg kommer oprindeligt fra Sri Lanka og har boet i Danmark i 17 år. Jeg er 54 år og bor i Svendborg. Til daglig arbejder jeg som uddannet SOSU-hjælper. Allerede i Sri Lanka arbejdede jeg med mennesker og gjorde mit bedste for at støtte andre. Det engagement har jeg taget med mig til Danmark.


Heba Esmail
Jeg vil gerne hjælpe flygtninge med at få en tryg start i Danmark og føle sig som en del af fællesskabet. Alle fortjener en ny begyndelse med håb og værdighed.
Jeg engagerer mig aktivt i frivilligt arbejde, fordi jeg ved, hvor meget det betyder, når nogen rækker en hånd ud. Jeg stiller op til Integrationsrådet, fordi jeg gerne vil bruge mine erfaringer til at styrke fællesskab og forståelse og sikre, at ingen bliver glemt i integrationsprocessen. Jeg tror på, at alle mennesker fortjener en tryg start, et nyt håb og en værdig mulighed for at blive en del af fællesskabet.


Ivanna Medvetska
Jeg vil hjælpe andre med at blive integreret i samfundet. Jeg har selv oplevet, hvordan det kan være både spændende og udfordrende at finde sin plads i et nyt land. Derfor vil jeg gerne dele mine erfaringer og samtidig lære af andres.
Jeg er en aktiv og målrettet person, som elsker at udvikle mig og tage nye udfordringer. Gennem hårdt arbejde har jeg haft mulighed for at vokse i mit arbejde. I dag arbejder jeg som køkkenelev, og jeg er meget stolt af den rejse, jeg har taget. Jeg ønsker at være en del af Svendborg Integrationsråd, fordi det er en fantastisk mulighed for at hjælpe andre med at integrere sig i samfundet. Mange udlændinge har brug for støtte og hjælp til kommunikation.


Japan Gebrearegawi
Jeg vil gerne være en del af integrationsrådet for at kunne gøre en forskel blandt integrationsborgere. Jeg vil gerne dele mine gode erfaringer med de nye borgere.
Jeg hedder Japan, jeg er 28 år, jeg kommer fra Eritrea og jeg har boet i Danmark i over 10 år. Til dagligt arbejder jeg i en kantine, som køkkenassistent. I min fritid løber og svømmer jeg. Jeg elsker også at lytte til musik.


Jieun Kim
Jeg har selv oplevet, hvor varmt og imødekommende det kan være, når forskellige kulturer mødes. Jeg vil gerne bidrage til et lokalsamfund præget af forståelse, respekt og sammenhold, hvor integration ses som en styrke og et aktiv for Svendborg.
Jeg vil være en del af Svendborg Kommunes Integrationsråd, fordi jeg kan bidrage med nye og anderledes perspektiver til gavn for Svendborg Kommune. Jeg har erfaring med udvikling og gennemførelse af internationale kulturprojekter. Jeg synes, det kunne være spændende at bidrage til en styrket integration i Svendborg. Jeg mener, at jeg har noget at tilbyde på baggrund af mine egne erfaringer. Jeg har en åben og inkluderende personlighed, og jeg er god til at skabe tillid og brobygning på tværs af kulturer.


Leila Nikic
Jeg stiller op, fordi jeg brænder for et samfund, hvor alle har lige muligheder for at uddanne sig, få et arbejde og deltage aktivt i fællesskabet uanset baggrund.
For mig handler integration ikke kun om at lære og tilpasse sig et nyt samfund, men også om at føle sig velkommen, hørt og set. Ægte integration sker, når mennesker mødes i øjenhøjde, deler erfaringer og opbygger forståelse for hinandens forskelligheder. Jeg tror på, at mangfoldighed er en styrke, og jeg ønsker at bidrage til et fællesskab, hvor alle føler sig som en værdifuld del af helheden.


Liya Beraki Araya
Jeg vil gerne være en del af Integrationsrådet, fordi jeg har lyst til at gøre en forskel. Der er mange folk fra Eritrea, der bor i Svendborg, og jeg synes, det er vigtigt at blive repræsenteret.
Jeg hedder Liya. Jeg kommer fra Eritrea og har boet i Danmark i 10 år. Jeg arbejder på plejehjem i Svendborg Kommune og er meget glad for mit arbejde.


Marilyn Lim Gutierrez
Jeg vil gerne være en del af Svendborg Kommunes Integrationsråd, fordi jeg gerne vil hjælpe lokalsamfundet.
Jeg hedder Marilyn Lim Gutierrez, og jeg kommer fra Filippinerne. Jeg går på sprogskole i Svendborg, og der har jeg mødt mange mennesker fra hele verden. Jeg vil gerne hjælpe udlændinge, og især unge mennesker, med at blive aktive borgere i lokalsamfundet. Min store interesse er at møde andre mennesker og tale med dem. Jeg kan ligeledes godt lide at lave asiatisk og dansk mad. I mit hjemland arbejdede jeg med kosmetik og tøjmode. Jeg kommer i Frivillighuset og er frivillig i en børnehave hvor jeg nyder at være sammen med andre og at lave kreative ting.


Meryem Güler
Integration handler ikke kun om job og sprog, men om at føle sig hjemme og være en aktiv ansvarsfuld medborger i lokalsamfundet.
Min første periode i Integrationsrådet er ved at slutte. Dog er jeg ikke færdig med at bidrage til at fremme integration i Svendborg og vil elske at skabe kontinuitet i de projekter vi er lykkes med. Derfor stiller jeg op igen og har brug for din stemme. Jeg er efterkommer af de første gæstearbejdere. Jeg arbejder til daglig som adjunkt, hvor jeg uddanner kommende sygeplejersker. Jeg er engageret i foreningslivet og brænder for at inddrage unge i frivilligheden, fordi jeg mener, det bidrager til at forme deres sociale ansvar, verdenssyn og generelle dannelse.


Mithisa Ganeshalingam
Hvis vi vil have ægte fællesskab og integration, skal de unge med. Jeg vil bringe en ungdommelig vinkel ind i rådet, så problemer ses med nye øjne, og nye idéer får plads ved bordet!
Vi er en voksende uddannelsesby fuld af unge mennesker. Så selvfølgelig skal vores stemme høres i Integrationsrådet for at skabe ægte sammenhængskraft! Jeg vil være en del af Integrationsrådet, fordi jeg tror på, at unge mennesker kan være med til at skabe nye idéer, som kan nå ud til flere forskellige grupper. Som ung kan jeg bidrage med friske perspektiver, en anderledes måde at kommunikere på og ikke mindst erfaring med, hvordan man motiverer og samler unge mennesker!


Mon Oo Yee
Jeg vil gerne være med i Integrationsrådet, fordi jeg gerne vil give noget tilbage til samfundet. Jeg har boet i flere lande og synes, det er vigtigt, at alle føler sig velkomne i det land, de bor i.
Jeg kommer fra Burma og arbejder som seniorforsker i mikrobiologi i Odense. Jeg har boet i Svendborg siden 2021 sammen med min familie. Jeg har boet og arbejdet i mange lande, og vi har nu besluttet, at Svendborg skal være vores hjem. Jeg kan godt lide at lave kreative ting, løbe lange ture og tilbringe tid med min familie. Jeg kan også godt lide at planlægge og arrangere begivenheder, som folk nyder og jeg vil gerne hjælpe med at skabe dem.


Narges Samimi
For et Svendborg, hvor alle føler sig velkomne, sammen kan vi gøre Svendborg endnu stærkere.
Jeg ønsker at være en del af Svendborg Kommunes Integrationsråd, fordi jeg gerne vil bidrage til at styrke fællesskabet mellem borgere med forskellige baggrunde. Gennem mit arbejde i Frivillighuset har jeg oplevet, hvor vigtigt det er at støtte op om nye borgere, der gerne vil være en del af samfundet. Jeg vil gerne bidrage med mine erfaringer og idéer til at skabe et åbent, inkluderende og mangfoldigt lokalsamfund.


Navid Wafa
Jeg tror på, at vi kan skabe et godt fællesskab gennem dialog, samarbejde og respekt.
Jeg ønsker at være en del af Svendborg Integrationsråd, fordi jeg tror på, at dialog, gensidig forståelse og samarbejde mellem kulturer er grundlaget for et stærkt og dynamisk samfund. Mine personlige erfaringer som indvandrer har vist mig, at integrationsudfordringer og muligheder kun kan håndteres gennem aktiv deltagelse af alle parter. Jeg ønsker at bidrage med forslag, der styrker adgang til uddannelse, arbejde og det sociale liv. Mit mål er desuden at bygge bro mellem de gamle og de nye borgere, så Svendborg bliver en by, hvor alle føler et tilhørsforhold og tryghed.


Olena Kostenko
Jeg vil gerne gøre en forskel for andre mennesker, der ligesom mig er flyttet til Danmark. Forståelse og fællesskab er nøglen til et stærkt lokalsamfund.
Mit navn er Olena. Jeg er uddannet fransk- og tysklærer. I øjeblikket studerer jeg til Social og sundhedsassistent. Jeg har selv oplevet, hvordan det er at finde sin plads i et nyt samfund med et andet sprog og en anden kultur. Derfor vil jeg gerne bruge min erfaring til at støtte og inspirere andre. Jeg holder meget af at arbejde med mennesker og er nysgerrig på både kultur, sproget og samfund


Olena Meltiukhova
Jeg har i min tid i Danmark gjort mig mange erfaringer i forhold til at integrere mig i samfundet, og jeg tror, jeg har meget at bidrage med til at gøre integrationsprocessen så god som mulig for andre i samme situation.
Mit navn er Olena. Jeg har boet 3 år i Svendborg. Jeg har 2 jobs. Derudover studerer jeg både på sprogskole og på FVU. Jeg ønsker at blive en del af Svendborg Kommunes Integrationsråd, da jeg mener at have mange relevante erfaringer fra min egen integrationsproces, som jeg kan bruge til at gøre det lettere for andre i samme situation i forhold til at integrere sig Svendborg.


Pamodou Cham
Jeg vil gerne hjælpe flygtninge, indvandrere og familiesammenførte med at blive integreret i Svendborg med fokus på sprog, job og uddannelse.
Jeg kommer fra Gambia og er 37 år. Jeg vil gerne være en del af Svendborg Kommunes Integrationsråd, fordi jeg ønsker at møde og samarbejde med mennesker fra andre lande og kulturer. Jeg er glad for fodbold, jeg går i fitness, og jeg holder af at være i naturen.


Phuong Tran
Jeg vil være medvirkende til at styrke integrationsindsatsen i Svendborg Kommune, Udbrede kendskab til den mangfoldighed, som Svendborg har og bygge bro imellem etniciteterne.
Svendborg Kommune er en by med rummelighed og plads til mangfoldighed og det skal den blive ved med at være. Jeg giver derfor gerne en hånd med til at få Svendborg på landkortet som byen med de bedste integrationsindsatser.


Restitua Njuu
Jeg ser frem til at bidrage til arbejdet med at styrke integrationen og fremme gensidig forståelse mellem mennesker med forskellige kulturelle baggrunde.
Jeg vil gerne være en del af Svendborg Kommunes Integrationsråd, fordi jeg brænder for at styrke integrationen mellem borgere med forskellig baggrund. Jeg ønsker at bidrage med mine egne erfaringer som indvandrer og være med til at skabe forståelse, fællesskab og lige muligheder for alle i kommunen. Jeg tror på, at godt arbejde og åben dialog kan gøre Svendborg til et endnu mere inkluderende sted at bo. Jeg er nysgerrig, ansvarsbevidst og altid klar til at lære nyt og samarbejde med andre.


Semrawit Ghebremichael
Jeg hedder Semrawit. Jeg stiller op til Integrationsrådet fordi jeg ønsker at gøre en forskel for flygtninge i Svendborg.
Jeg kommer fra Eritrea og har boet i Danmark i 9 år. Der er mange folk fra Eritrea, der bor i Svendborg og jeg synes det er vigtigt at blive repræsenteret. Jeg arbejder som rengøringsassistent i Svendborg Kommune og er meget glad for mit arbejde. Jeg vil gerne være en del af Integrationsrådet fordi jeg har tid og lyst til at gøre en forskel for flygtninge og særligt for flygtninge fra Eritrea.


Sümeyya Koyuncu
Jeg ønsker at bidrage til et stærkere fællesskab mellem borgere med forskellige baggrunde. Jeg vil gerne være med til at støtte andre, så de føler sig velkomne og trygge i vores by.
Jeg taler både dansk og tyrkisk og har erfaring som frivillig og aktiv deltager i forskellige netværk for kvinder og familier. Jeg har interesse for integration, fællesskab og socialt arbejde. Jeg vil gerne bruge mit engagement til at styrke samarbejdet mellem forskellige kulturer i Svendborg, og jeg ønsker at bringe mine egne erfaringer som både mor og aktiv borger i Svendborg i spil, så vi sammen kan skabe positive forandringer.


Vinaniek Ayu Damayanti
Jeg har selv oplevet, hvor svært det kan være at komme til Danmark og det var for 8 år siden. Derfor vil jeg gerne hjælpe andre, der står i den samme situation. For mig handler integration om at føle sig inkluderet, være en del af fællesskabet og ikke føle sig alene.
Da jeg først kom til Danmark, deltog jeg i forskellige aktiviteter for at møde andre og lære det danske samfund at kende. Det har været svært for mig. Både på grund af sproget og fordi jeg ikke kendte nogen. Jeg ønsker at hjælpe andre, både dem der lige er kommet til Danmark og dem, der har svært ved at integrere sig i det danske samfund. Jeg har boet i flere forskellige lande bl.a. Japan, Thailand og Kina. Jeg er vant til at arbejde med mennesker fra forskellige lande og kulturer.


Weini Ghebreyohannes
Jeg vil gerne være en del af Svendborg Kommunes Integrationsråd, fordi integration er en vigtig del af at skabe et inkluderende og trygt lokalsamfund og det vil jeg gerne bidrage til.
Jeg hedder Weini, kommer fra Eritrea og bor i Svendborg. Lige nu går jeg på en videregående uddannelse. Derudover er jeg drevet af at skabe fællesskaber, hvor folk føler sig hørt. Desuden ønsker jeg at være med til at udvikle initiativer, der hjælper med at bygge bro mellem forskellige grupper i byen som f.eks. kulturarrangementer, sprogstøtte og fritidsaktiviteter.