Sygemeldt i job

Du har som lønmodtager mulighed for at få sygedagpenge, hvis du ikke kan arbejde på grund af sygdom

Syg i job

Du skal melde dig syg til din arbejdsgiver hurtigst muligt, og senest to timer efter at din arbejdstid er begyndt, med mindre der er fastsat noget andet i et personalecirkulære eller lignende.

Hvis du melder dig syg for sent, har du ikke ret til sygedagpenge, før sygemeldingen sker.

I nogle tilfælde, hvor der er en fyldestgørende begrundelse for den sene anmeldelse, er din arbejdsgiver alligevel forpligtet til at udbetale sygedagpenge fra første fraværsdag.

Sådan en begrundelse kan være, at du på grund af helbredsmæssige årsager, eksempelvis ved hospitalsindlæggelse, ikke er i stand til at overholde tidsfristen.

Når du som lønmodtager er fraværende på grund af sygdom, er det arbejdsgiveren og/eller Svendborg Kommune, der udbetaler sygedagpengene.