Bjørneklo og andre invasive arter
Har du kæmpebjørneklo, japansk pileurt og kæmpepileurt i din have? Se her, hvordan du genkender og bekæmper dem.
Invasive planter er planter, der vokser uden for deres naturlige udbredelsesområde og kan skade den lokale flora og fauna ved at udkonkurrere hjemmehørende arter.
Eksempler på invasive plantearter inkluderer rynket rose, kæmpebjørneklo og japansk pileurt.
Reglerne for bekæmpelse af invasive arter varierer afhængigt af arealernes status, f.eks. om arealerne er under omdrift eller beskyttet af naturbeskyttelsesloven.
Hvis et areal er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven, som §3-beskyttede naturtyper, kan der være restriktioner for, hvordan og hvornår invasive arter må bekæmpes. Her kan det nødvendigt, at du indhenter en dispensation for at sikre, at bekæmpelsen ikke skader naturtypen. Vi anbefaler, at du kontakter os for vejledning om de gældende regler og krav i dit lokalområde.
Kæmpebjørneklo
Japansk pileurt
Kæmpepileurt
Undgå gift i haven
Pesticidfri bekæmpelse - eller grøn bekæmpelse - er bekæmpelse uden brug af sprøjtemidler (pesticider).
Det kan ske i form af mekanisk bekæmpelse, som f.eks. opgravning og slåning, biologisk bekæmpelse, naturpleje samt regulering ved jagt.
Bekæmpelse uden pesticider er at foretrække ud fra miljømæssige hensyn. Bruger man pesticider, kan der opstå problemer for vores drikkevandskvalitet, rester af tungmetaller kan ophobes i naturens kredsløb, og pesticiderne kan udrydde andre plante- eller dyrearter end dem, der oprindeligt var målet.
Miljøstyrelsen har udarbejdet en række tips til at undgå brugen af pesticider i din have. Ikke kun på de invasive arter, men også andre ukrudtsplanter. Du kan finde vejledning til bekæmpelsesmetoder under hver enkelt plante på Miljøstyrelsens hjemmeside.