
Frit valg af leverandør til din hjemmehjælp
Når kommunen har visiteret (godkendt) dig til hjemmepleje, kan du vælge mellem den kommunale hjemmepleje eller en privat virksomhed. Se mulighederne for at vælge en privat leverandør her.
Du kan selv indgå aftale med leverandør af hjemmehjælp
Hvis du får bevilget hjemmehjælp, kan du vælge selv at indgå aftale med en privat virksomhed, der har et CVR-nummer, om levering af personlig pleje og praktisk hjælp til dig. Det sker ved brug af et fritvalgsbevis.
Et fritvalgsbevis er et købsbevis, som du kan bruge til at få leveret hjælpen fra en privat leverandør, som et alternativ til den kommunale hjemmepleje.
Du kan ikke bruge fritvalgsbeviset til at vælge en pårørende eller anden privatperson som leverandør.
Når du vælger denne løsning, skal du selv lave aftalen med virksomheden. Det er samtidig et krav, at du – eventuelt med hjælp fra andre i husstanden – kan fungere som arbejdsleder.
Kommunen afregner direkte med den valgte leverandør for de ydelser, du får.
Fritvalgsbeviset træder først i kraft, når det er udfyldt og underskrevet af en visitator fra Svendborg Kommune.
Sådan får du et fritvalgsbevis
Ønsker du at få udstedt et fritvalgsbevis, eller har du spørgsmål til det, er du velkommen til at kontakte Svendborg Kommunes Myndighedsafdeling på telefonnummeret nederst på siden. Tryk 1 i telefonmenuen for at komme i kontakt med visitationen.