""
Foto © Colourbox

Hvad er hjemmemonitorering - og hvorfor?

Læs mere om app-løsningen til TeleHjerte og TeleKOL.

Hvorfor hjemmemonitorering?

Hjemmemonitorering er forebyggende indsats, som giver dig mulighed for at mestre kroniske sygdomme i samarbejde med sundhedspersonale. Det skaber tryghed, styrker egenomsorg og kan forebygge indlæggelser.

I Svendborg Kommune tilbyder vi hjemmemonitorering til borgere med hjertesvigt og KOL via den nationale telemedicinske platform Telma.

Hvad er Telma?

Telma er en fælles national løsning til telemedicin. Det er en app, som giver dig mulighed for at sende målinger og besvare spørgeskemaer hjemmefra ved hjælp af udstyr og tablet, som vi stiller til rådighed for dig. Sundhedspersonalet kan følge udviklingen, give rådgivning og holde videokonsultationer.

Typiske målinger omfatter blodtryk, puls, vægt og iltmætning – afhængigt af sygdomsområdet.

 

Du kan læse mere om Telma på Region Nordjylland hjemmeside (se link til Region Nordjylland under "Relevante links" længere nede på denne side).

TeleHjerte - for dig med hjertesvigt

TeleHjerte er et tilbud til dig, der har hjertesvigt, hvor målinger og dialog foregår digitalt.

Sådan fungerer det:

  • Du besvarer spørgeskema, måler vægt, blodtryk og puls derhjemme. Typisk 2 gange ugentligt.
  • Målingerne indtastes i appen Telma, hvor kommunens sygeplejersker følger med.
  • Kommunens sygeplejersker følger med og kontakter dig ved behov – for eksempel via telefon eller video.

Formålet er at opdage forværringer tidligt, skabe tryghed og støtte dig i at leve med hjertesvigt.

TeleKOL - for dig der har KOL

TeleKOL er målrettet dig, der lider af svær KOL eller hyppige forværringer.

Sådan fungerer det:

  • Du besvarer spørgeskema, måler iltmætning, puls og vægt, samt udfører rejse-og-sætte-sig test. Typisk 2 gange om ugen.
  • Målingerne indtastes i appen Telma, hvor kommunens sygeplejersker følger med.
  • Ved tegn på forværring tager vi kontakt til dig og aftaler næste skridt.

Formålet er at reducere indlæggelser, mindske angst og styrke din mestring af sygdommen.