
Rusmiddel behandling - stof- og medicin afhængighed +25
På Behandlingscenter Svendborg tilbyder vi at indgå i et samarbejde med dig, så vi sammen kan finde frem til den rette indsats, der tager udgangspunkt i dine ønsker, drømme og håb for fremtiden og forandring af dit rusmiddelforbrug. Behandlingen er gratis, og alle der er fyldt 25 år kan henvende sig uden henvisning
Ambulant behandling
På Behandlingscenter Svendborg tilbyder vi ambulant behandling til dig, der har en afhængighed. Det vil sige, at du møder ind til behandling i dagtimerne i Behandlingscentrets åbningstider.
Typer af afhængighed og målgruppe
Behandlingscenter Svendborg behandler alle borger over 25 år, som er afhængige af ét eller flere stoffer og/eller medicinske præparater. Det kan fx være
- Heroin
- Opioider
- Stoffer fra morfingruppen
- Centralstimulerende stoffer (kokain/amfetamin/MDMA)
- Cannabis
- Andre afhængighedsskabende substanser
Behandling hos os er gratis for alle.
Døgnbehandling
Ønsker du at komme i døgnbehandling, udarbejder vi en systematisk kortlægning af dine behov gennem interviews, lægeundersøgelse samt psykologtest.
Dette danner tilsammen udgangspunkt for en vurdering af, om Behandlingscentret vil anbefale, at du kommer i døgnbehandling. Behandlingscentrets vurdering sendes herefter til Svendborg Komunes Myndighedsafdeling, som træffer den endelige afgørelse.
Vurderingen beskæftiger sig med følgende:
- Du skal være i en livs- eller helbredstruende situation som relaterer sig til misbruget
- Du skal være forsøgt behandlet i det ambulante system uden resultat
- Du kan ikke anvende ambulant behandling
- Du skal være i et eskalerende misbrug
- Alle dine belastningspunkter skal være massive
- Dit misbrug skal have haft en længere varighed.
Sådan kommer du i gang
For at komme i behandling på Behandlingscenter Svendborg kan du:
- selv henvende dig til Behandlingscentret.
- få en henvisning gennem egen læge, speciallæge og hospitalsafdelinger.
- få en henvisning via Kriminalforsorgen.
- henvises via din kommunale sagsbehandler.
Der er ingen ventetid på behandlingen, som kan iværksættes så hurtigt som muligt.
Om Behandlingscenter Svendborg
Behandlingscentret er centralt beliggende i Svendborg tæt på offentlige transportmidler og bymidten.
Huset blev færdigt i 1999 og er det første i landet som er bygget til formålet. Den fysiske indretning afspejler således de konkrete socialterapeutiske idéer, der arbejdes med i behandlingen til dagligt.
Huset er på tre etager og indeholder sygeplejerskerum, grupperum, terapirum, akupunkturrum, individuelle samtalerum, undervisningslokale, musikrum samt værksted.