Sagsforløb ved ansøgning om synshjælpemiddel
Sådan kan sagsforløbet se ud, når ud eller din pårørende søger om hjælp til din synsnedsættelse.
Når du eller din pårørende søger om hjælp til din synsnedsættelse kan et forløb se ud på følgende måde:
Udredningssamtale
Når vi har modtaget en henvendelse fra dig eller din pårørende, kontakter vi dig og indhenter de nyeste øjenlægejournaler. Hvis vi vurderer, at du tilhører målgruppen for at kunne modtage støtte fra en synskonsulent, aftaler vi et tidspunkt for et hjemmebesøg eller et møde i Synsrådgivningen.
Vores første møde vil indeholde udredning og samtale med fokus på dine synsudfordringer og dit behov for støtte. På baggrund af mødet vurderer vi sammen med dig, hvad dit behov og mål er.
Afprøvning af et hjælpemiddel
Vi vil under vores første møde have mulighed for at afprøve forskellige synshjælpemidler og undervise i forskellige strategier i, hvordan du kan begå dig bedst muligt. Der kan være behov for at lave et forløb med flere besøg.
Evaluering
Inden vi afslutter forløbet, vil vi sammen med dig evaluere, om de eventuelt valgte hjælpemidler og strategier fungerer for dig, eller om der skal lægges en ny plan for nyopståede behov og mål.