
Søde sager
Sukker skader dit barns tænder – også det naturlige sukker fra frugt, smoothies og mælk. Læs, hvordan du beskytter dit barns tænder og mindsker risikoen for huller.
Dit barn har større risiko for at få huller i tænderne, hvis han eller hun spiser sukkerholdig mad (søde sager) eller drikker sukkerholdige drikke som for eksempel frugtjuice og sodavand.
Sukker øger risikoen for at udvikle huller i tænderne, fordi bakterierne på tænderne lever af sukker. De omdanner sukkeret til syre, som kan skabe huller i tænderne.
De velkendte syndere er slik, kage og sodavand. Men vidste du, at frugt og mælk også indeholder sukker? Et eksempel er klemmeposer med smoothies til babyer og små børn. Selvom der ikke er tilsat sukker, har de stadig et højt sukkerindhold. Det betyder, at en babysmoothie kan sammenlignes med slik. Derfor er det hårdt for tænderne, hvis barnet får smoothies dagligt. Naturligt sukker er også skadeligt for tænderne.
Fødevarer, der klistrer sig fast til tænderne – for eksempel karameller, tørret frugt og myslibarer – er særligt problematiske. Risikoen for at udvikle huller øges nemlig, jo længere tid sukkeret er i munden.
Børst dit barns tænder regelmæssigt og gerne før indtag af sukkerholdige fødevarer, da der ikke går hul i en ren tand.
Børn under 4 år har et lavt energibehov og en lille mave med begrænset plads, men har stort set samme behov for vitaminer og mineraler som større børn. Derfor er der reelt ikke plads til snacks og søde sager, hvis de samtidig skal have en sund og varieret kost, der dækker kroppens behov.
Anbefalingen for de mindste børn er derfor, at de får så lidt som muligt af snacks og søde sager – også de sukkerfri.



