Tandbørstning
God tandbørstning er nøglen til sunde tænder og frisk ånde. Her kan du se, hvordan du vælger den rigtige tandbørste og får en teknik, der holder både tænder og tandkød rene.
Derfor er tandbørstning vigtigt
En god tandbørstning hver dag er den vigtigste måde at undgå huller, dårlig ånde og problemer med tandkødet. Når du børster rigtigt og regelmæssigt, holder du både tænder og tandkød sunde.
Hvilken tandbørste skal du bruge?
For at få dine tænder helt rene, er det vigtigt at vælge den rigtige tandbørste:
-
Lille børstehoved – så kan du nå alle steder
-
Bløde børstehår – skånsomt for tandkødet
-
Gode alternativer: elektrisk tandbørste og solotandbørste
En elektrisk tandbørste kan være lettere at bruge, fordi den selv laver børstebevægelserne. Du skal dog stadig sørge for at komme rundt om hele tanden og helt ned langs tandkødet.
Sådan børster du dine tænder korrekt
For at børste grundigt – hver gang – kan du følge denne metode:
-
Sæt tandbørsten halvt på tand og halvt på tandkød.
-
Lav små, bløde cirkler (6–10 cirkler pr. tand).
-
Fortsæt systematisk tand for tand – både ydersider, indersider og til sidst tyggefladerne.
-
Brug let tryk – presser du for hårdt, kan du skade tandkødet
Hvis du børster forkert
Forkert eller for hård tandbørstning kan give:
-
huller og tandkødsbetændelse
-
blottede tandhalse og slibeskader
-
dårlig ånde
Tjek om dine tænder er rene
Når du er færdig, kan du selv tjekke, om du har børstet godt nok:
-
Brug tungen: Føles tænderne glatte, er de rene.
-
Indfarvningstabletter: Findes i apotek eller Matas. De farver de steder i munden, hvor der stadig sidder plak.