""
Foto © Colourbox

Rokketænder

Tandskifte er en naturlig del af barnets udvikling – men det kan vække spørgsmål hos både børn og forældre. Her kan du læse, hvornår tænderne som regel begynder at rokke, og få gode råd til, hvordan du bedst hjælper dit barn med rokketænder, derhjemme.

Tandskifte – når dit barn får rokketænder

Omkring 6-års-alderen begynder dit barn at få rokketænder. Det starter som regel med fortænderne i underkæben, og derefter løsner tænderne sig på skift i over- og underkæben.

Senere følger:

  • Hjørnetænderne omkring 9–10 år

  • Kindtænderne omkring 10–12 år

Når alle tænder er skiftet, har barnet i alt 32 blivende tænder – inklusive visdomstænderne, som ofte først kommer frem i 18–30-års-alderen (og nogle gange slet ikke).

Gode råd, når tænderne rokker

Det er en spændende tid for dit barn, når tænderne begynder at rokke. Samtidig kan det godt være lidt nyt og uvant – både for dig og dit barn. Her er nogle gode råd til, hvordan du kan hjælpe:

  • De fleste rokketænder kan nemt rokkes ud derhjemme.

  • Det er helt normalt, at den nye tand kan ses i munden, inden den gamle er faldet ud – så er det bare i gang med at rokke!

  • Rok hver dag – det hjælper tanden med at løsne sig naturligt.

  • Forældre må gerne hjælpe, men hvis du ikke bryder dig om det, kan en anden voksen eller en ældre søskende hjælpe i stedet.

  • Tandkødet kan bedøves med en isterning – hold isen mod tandkødet i ca. 10 sekunder.

  • Rok tanden både frem og tilbage, og gerne rundt i små cirkler.

  • Er tanden glat, så brug et stykke køkkenrulle eller serviet til at få et bedre greb.

  • Det er helt normalt, at det gør lidt ondt eller bløder lidt, når tanden løsnes.

  • Man kan ofte høre små knæklyde, når tanden slipper sit fæste.

  • Når tanden er faldet ud, kan det være rart for barnet at få en is – det lindrer og stopper blødningen.

Og måske kommer tandfeen på besøg bagefter?

Kontakt Tandplejen