
Turismestrategi: Autenticitet og Fællesskab
”For at vi kan lykkes, skal vi gøre tingene i fællesskab”
Forord
Fyn og øerne har i de senere år oplevet en positiv udvikling inden for turismen med en øget omsætning og en vækst i antallet af overnatninger. Naturen og øhavet omkring Svendborg by og de mange levende lokalsamfund har en helt særlig tiltrækningskraft, og med udnævnelsen af UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav er området blevet endnu mere attraktivt at besøge. Svendborg har en charmerende og autentisk købstad, et rigt kulturliv og et levende maritimt miljø, som tiltrækker både borgere og besøgende.
Men der er potentiale til mere og vores vækst i omsætning og overnatning er ikke helt så høj i forhold til sammenlignelige destinationer. Der er mange der godt kan lide at komme og overnatte i Svendborg Kommune, men de officielle overnatningstal for Svendborg Kommune i 2024 viser desværre en tilbagegang sammenlignet med 2023, hvor der nationalt set har været en fremgang. Nedgangen sker primært inden for camping og til dels lystbådehavnen, og det er desværre en tendens, der har stået på i nogle år.
En tilbagegang i overnatningerne kan ikke undgå at have en negativ indvirkning på vores handelsliv og på brugen af vores kulturtilbud, og det påvirker væksten i Svendborg Kommune i en uheldig retning. Vi har et ansvar for at rette op på denne udvikling. Vi har derfor udarbejdet en ambitiøs turismestrategi, som beskriver Svendborg Kommunes fem styrkeområder. Vi mener, at disse fem områder, hvis de udvikles rigtigt, kan hjælpe med at skabe positiv vækst i turismen i Svendborg Kommune.
Styrkeområderne er:
- UNESCO GLOBAL GEOPARK DET SYDFYNSKE ØHAV
- SYDFYN SOM KULINARISK DESTINATION
- DET MARITIME
- KULTURTURISME
- SVENDBORG SOM HANDELSBY
Der er tale om fem kendte styrkeområder, og vi har et solidt fundament at bygge videre på. Vi skal ikke opfinde nye for at rette op på den nuværende udvikling, men i stedet udvikle dem, vi allerede har, og dyrke de synergier der ligger på tværs af områderne. Vi har også udviklingsstrategier og politikker, der beskriver tiltag på turismeområdet i Svendborg Kommune, og vi har med Destination Fyns Udviklingsplan 2030 tilsluttet os nogle ambitiøse udviklingsmål. Denne strategi indeholder derfor tiltag, der allerede er vedtaget, men den samler alle turismetiltag og skaber en overordnet strategisk retning for Svendborg Kommune inden for turisme.
Strategien hedder ”Autenticitet og Fællesskab”, fordi de to ord angiver, hvordan vi vil tilgå opgaven med at skabe bæredygtig vækst i turismen. Vi sætter fokus på den autenticitet, Svendborg by og mange lokalsamfund har, i form af vores maritime miljø, rige kulturliv, kulinariske oplevelser og ikke mindst vores omkringliggende øhav og natur. Men for at vi kan lykkes, skal vi gøre tingene i fællesskab. Derfor gælder strategien også for hele den geografiske del af Svendborg Kommune, med vores øer Drejø, Skarø og Hjortø, Svendborg by og de mange stærke lokalsamfund.
Vi ser frem til at samarbejde med nuværende og kommende partnere for at styrke hele Svendborg Kommune som en attraktiv destination. Med denne strategi ønsker vi at sætte gang i en konstruktiv dialog, der kan skabe bæredygtig vækst i turismen.
Vi er overbeviste om, at vi sammen kan skabe en lys fremtid for Svendborg Kommune, hvor autenticitet og fællesskab er i centrum.
Med venlig hilsen
Bo Hansen og John Arly Henriksen
Vision
Vores borgere skal være stolte af at bo og leve i Svendborg by og i vores lokalsamfund, og dem der kommer og besøger os, skal opleve, at de får en lille bid af Sydfyn med hjem.
Vi vil være den egn som flere danske og internationale besøgende vælger for at opleve smukke naturoplevelser, rigt maritimt miljø, kulinarisk kreativitet med lokale råvarer, kulturelle events, autentiske handelsmiljø og særegne festivaler.
Vores borgere skal mærke, at der fortsat værnes om egnens autenticitet, naturen og det nære, samtidig med at vi sikrer, at vores besøgende føler sig velkomne.
Svendborg by og lokalsamfund skal fortsat være kendetegnet ved, at vi inviterer vores borgere og besøgende til at deltage i et rigt og inkluderende kulturliv, samt danne ramme for store og små events, der beriger og inspirerer. Med vores samarbejdspartnere vi vil arbejde for en bæredygtig turismeudvikling, der fokuserer på at sikre tilstrækkelig overnatningskapacitet, professionel service og en autentisk oplevelse for de besøgende.
Mission
Vi kan realisere vores vision ved at bygge på de grundlæggende styrkepositioner, som allerede definerer Svendborg by og lokalsamfund, nemlig Geopark Det Sydfynske Øhav, vores særegne kulinariske niveau, vores position som maritimt kraftcenter, vores rige kulturliv og vores autentiske handelsby. I stedet for at opfinde nye styrkepositioner, vil vi intensivere vores fokus på de eksisterende og understøtte og udvikle dem yderligere.
Med udnævnelsen af UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav har vi fået styrket vores fortælling:
Øhavet og naturen på Sydfyn er noget helt særligt. Det gode liv udfolder sig i unikke landskaber, hvor naturen sætter rammerne, og hvor vi i et samarbejde mellem kommune, erhvervsliv, lokale foreninger og borgere kan realisere et kæmpe potentiale for bæredygtig udvikling. Hvis kommunen, erhvervslivet, de lokale foreninger og borgerne samarbejder, kan udvikle vores unikke egn endnu mere.
Besøgende kommer typisk for at opleve vores unikke øhav og naturarv, men når de er her, opdager de også kvaliteten af vores kulinariske scene, hvor maden er lavet af lokale råvarer og vores mangfoldige kulturliv, som udfolder sig både i Svendborg by, i vores havne, på øerne, og i vores mange stærke lokalområder rundt i hele kommunen.
Vores besøgende skal opleve ét af Danmarks autentiske maritime miljøer, den levende Frederiksø, de gamle smukke træskibe og den altid pulserende industrihavn.
Svendborg bymidte rummer det hele, charmerende arkitektur, hyggelige uderum og både traditionelle butikker og små lokale specialforretninger, der samlet set giver vores borgere og gæster en unik oplevelse.
Turismeøkonomi
Turisme bidrager til vækst i samfundet, den er med til at skabe arbejdspladser og kan hjælpe til at styrke bosætningen i kommunerne.
I Svendborg Kommune er turismeforbruget på omkring 1 mia. kr.* (Fyn: 9,7 mia. kr.) og den turismeskabte værditilvækst er på 519 mio. kr. (Fyn: 4,9 mia. kr.). Turismen i Svendborg skaber 972 årsværk (Fyn: 9.347 årsværk) og de turismeskabte offentlige indtægter svarer til 339 mio. kr. hvor 65. mio. kr. er kommuneskatter.
Turismen har vækstet på Fyn, både inden for omsætning og overnatning. Men der er et potentiale for Fyn og Øerne, hvis man ser på gennemsnitlig årlig vækst i antal kommercielle overnatninger og omsætning. Væksten for Fyn og Øerne ligger på 2,4%, hvilket er under sammenlignelige regioner som fx Aarhusregionen der har en vækst på 3,4% og den nationale vækst, der ligger på 3,8%**.
Overnatningstallene i Svendborg for 2024 viser desværre en tilbagegang på -6,9% sammenholdt med 2023. Det er en større nedgang i forhold til hele Fyn (-1%) og nationalt (+2%). Hvis tallene for AirBnB tælles med er der en samlet nedgang i Svendborg på -3,8%. AirBnB er steget med 12,5%. Nedgangen er derfor primært inden for de vejrafhængige overnatningssteder.
Den største nedgang er sket inden for camping, hvor der fra 2023 til 2024 har været en nedgang på -12,7% hvilket svarer til -32.000 færre overnatninger.
Også vores lystbådehavne har oplevet en nedgang (-7%). Nedgangen i overnatning inden for camping har været undervejs nogle år, og fra 2019-2024 har det været - 15.961 overnatninger.
*Turismens økonomiske betydning 2022, Udarbejdet af VisitDanmark 2024
** Udviklingsplan for Fyn og Øerne 2030, Udarbejdet af Destination Fyn, 2023
Introduktion til strategien
Tilblivelsen af denne strategi blev igangsat med en kortlægning af de handleplaner, strategier og politikker, der alle indeholder afsnit om turisme og hvor Svendborg Kommune skal bidrage ind i udviklingen, hvad end det er på lokalt, regionalt eller nationalt niveau. Følgende dokumenter blev gennemgået:
- National strategi for bæredygtig vækst i turisme 2024
- Handlingsplan for udvikling af kulturturisme under Dansk Kyst og Naturturisme 2024
- Destination Fyns Udviklingsplan for Fyn og Øerne 2030
- Udviklingsplan for Geopark Det Sydfynske Øhav 2024-2027
- Svendborg Kommunes Udviklingsstrategi 2023-2035
- Svendborg Kommunes Kommuneplan 2025-2029
- Svendborg Kommunes Erhvervspolitik 2023-2027
Ved at analysere disse dokumenter blev der identificeret mulige styrkeområder, der gik på tværs af alle dokumenter inden for turisme for enten Svendborg, Fyn eller Danmark.
Efterfølgende blev der afholdt en workshop, hvor repræsentanter fra Svendborgs turismeerhverv, Destination Fyn, Geoparksekretariatet og Svendborg Event & Turisme deltog. På workshoppen blev styrkeområderne præsenteret og gennemgået, og der var bred opbakning til dem. Disse styrkeområder har efterfølgende dannet grundlaget for denne turismestrategi.
Svendborg Kommunes Udviklingsstrategi 2023- 2035 har ligeledes defineret fem styrker, hvoraf flere overlapper denne turismestrategi. Udviklingsstrategien danner det brede politiske grundlag for Svendborg Kommunes samlede udvikling, mens denne strategi fokuserer på turismeområdet. Begge strategier har dog det samme mål: Bæredygtig udvikling og den bedste fremtid for Svendborg Kommune.
Strategien opfølges af en implementeringsplan hvor der er defineret overordnede indsatsområder med tilhørende handlepunkter. Implementeringsplanen vil ligeledes definere, hvem der er ansvarlig for hvilke indsatsområder.
Svendborgs fem styrkeområder inden for turisme
Vi vil vende udviklingen med nedgangen i overnatninger og den manglende vækst i turisme ved at fokusere på de styrkeområder, som kendetegner Svendborg Kommune.
Styrkeområderne er vores UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav, Sydfyn som kulinarisk destination, Det Maritime, Kulturturisme og Svendborg som Handelsby.
På de følgende sider vil vi uddybe de enkelte styrkeområder, og vi vil beskrive, hvordan vi vil dyrke de potentialer, der ligger i hver af dem. Hvert styrkeområde kan dog ikke stå alene og vi vil arbejde med at udvikle den synergi der ligger på tværs af områderne.
Bæredygtig vækst i turisme
For at turismen i Danmark kan fortsætte med at have et positivt aftryk på vores samfund og vores natur, kræver det, at turismen skaber en både miljømæssig, social og økonomisk vækst.
Miljømæssig vækst handler om at beskytte og forbedre vores naturlige omgivelser. Vi skal arbejde på at minimere den negative påvirkning på naturen og sikre, at fremtidige generationer kan nyde de samme naturskønne områder. Social vækst fokuserer på at forbedre livskvaliteten for lokalbefolkningen og besøgende. Turismeprojekter skal i højere grad involvere lokale og sikre, at turismen ikke forstyrrer den lokale livsstil, men snarere beriger den. Endelig drejer økonomisk vækst om at styrke den lokale økonomi gennem turisme. For eksempel kan udviklingen af turistattraktioner og faciliteter øge antallet af overnattende gæster, hvilket gavner lokale virksomheder. Disse tre typer vækst skal integreres og balanceres for at skabe en bæredygtig fremtid for turismen i Svendborg Kommune.
Undersøgelser viser, at næsten otte ud af ti danske virksomheder og organisationer kræver, at
bæredygtighed er en del af mødeproduktet og at mange stiller krav til affaldshåndtering, brugen af plastik og miljøcertificeringer. Det sætter krav til os som kommune og erhvervslivet, hvis vi gerne vil tiltrække mere erhvervs-turisme. Svendborg Kommune arbejder allerede for, at egnen bliver en bæredygtig destination, og i forhold til den miljømæssige vækst har Svendborg Kommune med Klimahandleplan 2022 sat sig som mål, at hele kommunen skal være klimaneutral senest i 2050. For at nå dertil har Svendborg Kommune opsat en række delmål inden for blandt andet turisme. Konkret har Svendborg Kommune i samarbejde med både Destination Fyn, Geopark sekretariatet og Svendborg Event & Turisme igangsat workshops for turismeaktører omkring bæredygtighedscertificeringer - som for eksempel Green Camping.
Vi vil gerne være en attraktiv destination hele året rundt, og vi arbejder for, at endnu flere gæster får øjnene op for de kvaliteter vores destination har, men det skal ikke ske på bekostning af vores borgere, kultur og natur. Vi skal heller ikke gå på kompromis med vores stedbundne værdier om det gode liv, vores maritime kulturarv, det autentiske handelsliv og stærke fællesskab. Det er hele tiden en balancegang mellem at bevare og at udvikle.
Vejen videre
Implementeringsplanen, der følger op på turismestrategien, vil indeholde fem overordnede indsatsområder med tilhørende handlepunkter. Mange af indsatsområderne er forankret i vores egen Udviklingsstrategi, som et signaturprojekt, i vores Erhvervspolitik som et indsatsområde, i udviklings-planen for UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav, som et indsatsområde, i Udviklingsplanen for Fyn og Øerne som et udviklingsmål, eller i nationale strategier. De overordnede indsatsområder for turismen i Svendborg Kommune er følgende:
- OVERNATNINGSKAPACITET
- MARKEDSFØRING
- SÆSONUDVIDELSE
- TURISMEØKONOMI
- TURISMEPRODUKTER
Indsatsområderne går på tværs af alle fem styrkeområder, på samme måde som alle fem styrkeområder hænger sammen.
Indsatsområdet ”OVERNATNINGSKAPACITET” betyder, at vi databaseret kontinuerligt vil følge op på vores udfordringer med faldende overnatningstal og lavere vækst, for derigennem at undersøge, hvorvidt vi har den rette over-natningskapacitet til at dække udbuddet.
"MARKEDSFØRING" vil være gennemgående for alle temaerne og handler om at skabe en stærkere fortælling, om alt det vi allerede gør i Svendborg Kommune.
"SÆSONUDVIDELSE" handler om, at vi vil fokusere på initiativer der strækker sig ud i skuldersæsonerne.
Med "TURISMEØKONOMI" ønsker vi blandt andet at afsætte midler til at tiltrække events inden for det kulinariske, det maritime og kulturturisme.
"TURISMEPRODUKTER" betyder, at vi tænker i nye initiativer på tværs af styrkeområderne som alle er med til at styrke Svendborg Kommune som destination.
Udfordringer - Styrker - Indsatser
