
Svendborg som handelsby
Bymidten er det sted, hvor det kulturelle, arkitektoniske, kommercielle og historiske smelter sammen.
Smukke gamle huse danner autentiske rammer for kulturelle begivenheder, og borgere og besøgende kan handle og mødes socialt. En levende bymidte, der formår at koble alle faktorer, er med til at styrke livskvaliteten for både byens borgere og de besøgende*.
Svendborg blev i 2022 kåret som Danmarks flotteste handelsby, og det styrker den fortælling, Svendborg allerede har med den autentiske købstad med en stærk kulturarv. Denne anerkendelse er ikke kun en stolthed for byens indbyggere, men også en attraktion for besøgende, der søger en unik og autentisk oplevelse.
I turismeperspektiv har bymidten fortsat et udviklingspotentiale. 33% af adspurgte besøgende angiver det lokale byliv som en væsentlig grund til at besøge byen. Når de tager herfra, angiver 73%, at de er tilfredse eller meget tilfredse med det lokale byliv**. Dette viser, at der er en stor værdi i at bevare og fremhæve byens unikke karakteristika.
Fortællingen om den autentiske og attraktive handelsby kan derfor gøres meget mere tydelig. Det er vigtigt, at vi bevarer meget af det, der kendetegner Svendborgs bymidte, som den er i dag, men også være åbne for nye initiativer, der kan styrke byens tiltrækningskraft yderligere. Ved at kombinere det bedste fra fortiden med innovative tiltag for fremtiden, kan Svendborg fortsat være en levende og attraktiv bymidte for både borgere og besøgende.
*Rapport: Levende Bymidter, udredning, Rambøll, 2022
** Turistundersøgelsen, Destination Fyn, 2022, Wilke
Som kommune skal vi både tænke i planløsninger, arkitektur, udsmykning af by, kulturarv, kulturliv og detailhandlen. Det kræver et tæt samarbejde mellem kommunens afdelinger og de erhvervsdrivende, og det kræver, at vi i fællesskab ser på både den korte og lange bane. Derudover er Svendborg som handelsby, som så mange andre handelsbyer, udfordret af internethandel og ændrede forbrugsvaner. En bedre kobling mellem Svendborg som handelsby og turismeøkonomi kan være en del af løsningen. Der er derfor brug for følgende fokusområder, hvis Svendborg bymidte skal forblive levende og attraktiv og ikke kun bevare sin historiske charme, men også udvikle sig til at imødekomme fremtidens behov og ønsker:
- UDVIKLE BYMIDTEN SOM ET LED I EN STØRRE STRATEGISK FYSISK
UDVIKLINGSPLAN I SAMARBEJDE MELLEM KOMMUNENS AFDELINGER OG ERHVERVSDRIVENDE. - TYDELIGGØRE OG MARKEDSFØRE DEN LOKALE IDENTITET VIA SÆRLIGE EVENTS OG INVESTERINGER I BYMILJØET, SÅ VI STYRKER DETAILHANDLEN.
- ARBEJDE PÅ AT SIKRE, AT BUTIKSEJERNES KOMPETENCER MATCHER BYENS BEHOV.