Pleje- og demensbolig
Læs mere om Svendborg Kommunes kvalitetsstandard for pleje- og demensboliger - Love om almene boliger mv. § 54, stk. 1 og § 58 a.
Hvad er en plejebolig?
En plejebolig er en bolig, hvor der er tilknyttet omsorgs- og pleje personale til varetagelse af beboernes behov hele døgnet. I plejecentret tilstræbes et hjemligt miljø, med hensyntagen til privatliv og mulighed for deltagelse i det fælles liv efter behov og ønske.
Formålet med en plejebolig er at
- Sikre egnet boligtilbud til ældre og personer med handicap i Svendborg Kommune, for at fremme borgernes mulighed for at klare sig selv bedst muligt.
Hvem kan få en plejebolig?
Du kan blive visiteret og skrevet på venteliste til plejebolig, hvis du har svært nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, og du dermed har et omfattende, varigt behov for pleje, støtte, samvær og tæt kontakt til personalet:
- Du har behov for massiv støtte døgnet rundt (dag, aften og nat)
- Det ikke er forsvarligt at du er alene i dit hjem, og at du ikke kan kalde på hjælp ved akut opståede behov
- Det er vanskeligt at få den nødvendige hjælp i dit eget hjem
Demensboliger
En stor del af plejeboligerne er demensboliger, som tilbydes til borgere med demensdiagnose eller demenslignende symptomer, hvor der er brug for meget støtte og omsorg i dagligdagen.
Det er en samlet vurdering af dine behov, der er afgørende for, om du kan blive visiteret til en pleje/demensbolig.
Hvordan får du en plejebolig?
Du finder ansøgningsskemaet på Svendborg Kommunes hjemmeside www.svendborg.dk Du udfylder skemaet og sender det til os. I samarbejde med dig afdækker visitator dit funktionsniveau, så vi kan vurdere din samlede situation og dine behov. Du er velkommen til at invitere familie eller andre med til samtalen.
Visitator træffer afgørelse på din ansøgning på baggrund af lovgivningen, funktionsevnevurderingen, øvrige oplysninger til din sag samt Kommunens betingelser for tildeling af plejebolig. Visitator udarbejder en skriftlig afgørelse. Ved behov for demensbolig er det demenskonsulenten, der vurderer dine behov og træffer afgørelse.
Bliver du visiteret til plejebolig, bliver du skrevet på kommunens venteliste. Ventelisten er behovsbestemt. Det betyder at en ledig plejebolig bliver tilbudt til den person, der har det største behov for den pågældende bolig. Er behovet ens hos to personer, bliver boligen tilbudt til den person, der har stået længst på ventelisten.
Det er derfor vigtigt at du kontakter visitationen, hvor der sker væsentlige ændringer i din situation.
Disse ændringer kan eventuelt få betydning for din placering på ventelisten.
Vælger du at takke nej tak til tilbuddet om plejebolig, vil visitator spørge til begrundelse herfor. Ved gentagne nej tak, vil det blive vurderet, hvorvidt du fortsat kan være på venteliste til bolig.
Plejeboliggaranti
Hvis du søger en plejebolig ved samtlige af Svendborg Kommunes plejecentre, kan du blive skrevet på venteliste på Kommunens generelle venteliste (garantiventelisten).
Dette indebærer at du er garanteret en plejebolig senest to måneder efter, at du er visiteret til plejeboligen.
Opholder du dig på en midlertidig gæsteplads, og er visiteret til plejebolig, vil du være på Kommunens garantiventeliste.
Er du på venteliste til en plejebolig og samtidig opholder dig på en midlertidig gæsteplads, kan du som udgangspunkt ikke takke nej til et tilbud om plejebolig.
Hvornår kan du ikke få tilbudt en plejebolig
Du kan ikke få tilbudt en plejebolig, hvis:
- Alder er begrundelsen for din ansøgning om en plejebolig
- Ansøgningen er begrundet i at din familie ikke bor i nærheden og du og din familie derfor vil være mere trygge ved at du bor i plejebolig
- Kommunen skønner at du ikke har behov for en plejebolig ud fra Kommunens betingelser.
Hvis du ønsker en plejebolig i en anden kommune
Er du visiteret til en plejebolig, kan du frit vælge om du ønsker at bo i en af Svendborg Kommunes plejeboliger eller i en plejebolig i en anden kommune. Det er dog en forudsætning at også tilflytterkommunen vurderer, at du opfylder deres betingelser for en plejebolig.
Hvad koster en plejebolig?
Du skal betale husleje for plejeboligen. Huslejen afhænger af boligens størrelse. Ud over huslejen skal du betale forbrugsafgifter. Du betaler for kost og serviceydelser efter kommunalbestyrelsens fastlagte takster.
Du skal betale indskud ved indflytning i plejeboligen.
Du kan søge om kommunegaranteret indskudslån ved Borgerservice og boligstøtte ved Udbetalingen Danmark Ved opsigelse gælder de almindelige regler i lov om almene boliger. Der vil normalt være et opsigelsesvarsel på tre måneder.
Hvor ligger plejeboligerne?
Svendborg Kommunes plejeboliger er geografisk placeret over hele kommunen.
Oplysninger om plejeboligernes adresse, beliggenhed, størrelse og aktuelle venteliste mv finder du på www.svendborg.dk
Når du bor i plejebolig
Når du bor i plejebolig i Svendborg Kommune, kan du få hjælp til personlig pleje, omsorg og praktiske opgaver. Hjælpen afhænger af dine behov.
Der vil, når du flytter ind, blive afholdt indflytningssamtale med personalet fra plejeboligen, hvor hjælpen aftales.
Hvis du har ægtefælle, samlever eller registreret partner
Du har mulighed for at blive boende sammen med din ægtefælle, samlever eller partner når du flytter i plejebolig. Dog skal den tilbudte plejebolig være egnet til to personer.
Din efterlevende har ret til at blive boende i plejeboligen.
Lovgrundlag
Love om almene boliger mv. § 54, stk. 1 og § 58 a, jf. bekendtgørelse om udlejning af almene boliger mv. kapitel 4