Kvalitetsstandard for støtte til køb af bil
I denne pjece kan du læse om, hvordan du kan søge om støtte til køb af bil og særlig indretning af bil efter lov om social service § 114.
Hvem kan søge
Du kan søge om støtte til bil, hvis du har en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad:
- Vanskeliggør dine muligheder for at fastholde et arbejde uden brug af bil.
- Vanskeliggør din mulighed for at gennemføre en uddannelse uden brug af bil.
- Forringer din evne til at færdes, og at du har aktiviteter uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil.
Det er en betingelse, at dit behov for kørsel ikke kan løses med andre kørselsordninger/transportmidler.
Ansøgning
Du har mulighed for at søge om støtte til køb af bil på 2 måder:
- På www.borger.dk ved brug af MitID. Ansøgningen hedder ”Ansøgning om støtte til bil efter lov om social service § 114”. Ansøgningen udfyldes og sendes digitalt.
- Hvis du ikke kan benytte www.borger.dk eller ikke har adgang til internettet, kan du kontakte Hjælpemidler & Hverdagsteknologi på telefon 62 23 40 00 (Hjælpemidler).
Kørekort
Du kan søge om tilskud til kørekort, hvis du opfylder betingelserne for støtte til køb af bil. Du må først begynde teori- eller køreundervisningen, når du er fundet berettiget til støtte til køb af bil.
Kørekortskrav
Vi kan henvise dig til egen læge for at få lægens vurdering af, om der er behov for at få udarbejdet en kørekortattest i forhold til behov for kørekortskrav. Du kan også selv henvende dig ved egen læge omkring dette.
Særlig indretning
Der kan ydes tilskud til nødvendig indretning af en bil, uanset om der kan ydes støtte til køb af bil. Svendborg Kommune kan, efter en vurdering, yde tilskud til særlig indretning;
- Når det fremgår af dit kørekort, at du har kørekortskrav
- Hvis det er nødvendigt i forhold til dine helbredsforhold
- Hvis det letter din placering i bilen.
Automatgear
Hvis du selv køber en bil og søger om tilskud til automatgear, skal bilen være under 1 år gammel og forsynet med automatgear fra fabrikken.
Ved bevilling vil der kunne udbetales den faktiske udgift til automatgearet - dog maks. kr. 29.485,42,- (2024 sats).
Hvis du har kørekortskrav om automatgear, må du kun køre i biler, som er med automatgear.
Hybridbil og el-bil
Hvis du køber en hybridbil, som er udstyret med automatgear som standardudstyr, ydes der ikke tilskud til automatgear. Der ydes heller ikke tilskud til automatgear i el-biler.
Afgifter
Når du søger om tilskud til støtte til køb af bil, kan du søge om fritagelse for følgende afgifter:
Grøn ejerafgift
Når du er berettiget til støtte til køb af bil, fritages du for at betale den grønne ejerafgift. Det er ikke et krav, at der er ydet lån til bilen.
Brændstofforbrug
Når du er berettiget til støtte til køb af bil, fritages du for at betale afgiften, hvis bilen er benzindrevet. Er bilen dieseldrevet, skal du betale udligningsafgiften.
Registreringsafgift
For at være berettiget til fritagelse for registreringsafgift, er det en betingelse, at Svendborg Kommune har vurderet, at du er permanent kørestolsbruger og dermed berettiget til en nedstolet handicapbus.
Sagsbehandling
Sagsbehandlingstiden kan være op til 12 måneder fra ansøgning til afgørelsestidspunktet.
Hvis Svendborg Kommune skal vente på for eksempel attester og lægelige undersøgelser, kan sagsbehandlingstiden være længere.
Din ansøgning bliver behandlet af en bilsagsbehandler i Hjælpemidler & Hverdagsteknologi.
I forbindelse med sagsbehandlingen er der behov for en samtale, hvor der indhentes relevante oplysninger til brug for bilsagsbehandlingen. Som udgangspunkt foretages der også altid en gangtest.
På baggrund af disse oplysninger vurderes det, om du er i målgruppen for at modtage støtte til køb af bil. Hvis du tilhører målgruppen, vil der blive foretaget bilafprøvning i forhold til billigst egnede bil.
Hvis du ikke tilhører målgruppen, vil du modtage et skriftligt afslag på din ansøgning.
Samtykke
Når du udfylder ansøgningen om støtte til køb af bil, kan du give samtykke til, at Hjælpemidler & Hverdagsteknologi kan indhente relevante oplysninger om for eksempel dine helbredsforhold, dit funktionsniveau, dit kørselsbehov, og hvilke hjælpemidler du dagligt anvender.
I de fleste tilfælde vil vi indhente oplysninger fra din læge eller en speciallæge.
Når vi har alle oplysninger i sagen, bliver du partshørt og får mulighed for at komme med dine bemærkninger.
Lån i forbindelse med støtte til køb af bil
Svendborg Kommune yder støtten som et rentefrit lån, der bliver afviklet over 8 år/96 måneder.
En del af lånet skal du betale afdrag på, resten er afdragsfrit.
Hvor meget du skal betale afdrag på, afhænger af din indkomst og prisen på den billigst egnede bil. Det samlede lån kan maksimum være kr. 213.000,- (2024 sats) inklusiv moms, dog højst bilens købesum.
Halvdelen af lånet skal tilbagebetales med 1/96 af beløbet i månedlige afdrag. Den anden halvdel af lånet nedskrives af Svendborg Kommune med 1/96 månedligt fra tidspunktet for bilens indregistrering.
Hvis dit indkomstgrundlag overstiger kr. 253.000,- (2024 sats), bliver den del af lånet, der skal tilbagebetales, forhøjet med 20 procent af den del af indkomstgrundlaget, der overstiger kr. 253.000,-.
Svendborg Kommune beregner lånet, udfærdiger gældsbrev og får bilen klausuleret i 8 år.
Motorstyrelsen orienteres om fritagelse for afgift efter brændstofforbrug og vægtafgift.
Du skal være berettiget til støtte til bil i hele låneperioden på 8 år. Hvis du ønsker at indfri lånet indenfor 8-årsperiodens udløb, skal du både indfri den afdragspligtige og den afdragsfrie del af lånet.
Forsikring
Du skal sørge for, at bilen er ansvars- og kaskoforsikret for bilens fulde værdi. Den fulde værdi er bilens fulde pris inklusiv eventuel særlig indretning. Du skal selv afholde udgiften.
Særlige forhold
Hvis der er ganske særlige forhold i forbindelse med din funktionsevnenedsættelse, kan Svendborg Kommune yde et udvidet rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem den fastsatte låneramme på kr. 213.000,- (2024 sats) og prisen på den billigst egnede bil.
Ganske særlige forhold vil for eksempel være:
- når funktionsnedsættelsen nødvendiggør indretninger, som kun findes eller mest hensigtsmæssigt kan foretages i en større eller dyrere bil.
- når en større eller dyrere bil er nødvendig, fordi funktionsnedsættelsen medfører, at du ikke, eller kun med betydelig vanskelighed, kan klare ind- og udstigning eller placering i bilen.
- når en større eller dyrere bil er nødvendig for at medbringe nødvendige hjælpemidler i bilen.
Afdragsfrihed
Hvis du er berettiget til støtte til køb af bil, vil du kunne søge om afdragsfrihed under uddannelse. Det forudsætter, at din årlige erhvervsindtægt eller anden ydelse, der træder i stedet for erhvervsindtægt, ikke overstiger et beløb svarende til 64/96 af lånet til billigst egnede bil.
Økonomien ved køb af bil
Du skal forvente udgifter til lån, kaskoforsikring, den lovpligtige ansvarsforsikring og almindelig vedligeholdelse (for eksempel syn, service og reparationer) samt udgifter til el, benzin eller diesel. Hvis bilen er dieseldrevet, skal du også forvente at betale udligningsafgift 2 gange årligt.
Biler til børn
Praksis for tilkendelse af støtte til køb af biler til børn ligger som udgangspunkt fra omkring 3-års alderen.
Når et barn får bevilget støtte til køb af bil, skal købet godkendes af Familieretshuset, fordi den eller de personer, der har forældremyndigheden, optager gælden i barnets navn.
Forældrene indhenter den nødvendige dokumentation i forbindelse med godkendelsen.
Reglerne for støtte til køb af bil
Du kan finde reglerne om støtte til køb af bil på Social- og Ældreministeriets hjemmeside, www.sm.dk, www.retsinformation.dk eller www.dukh.dk Ansøg om støtte På vores hjemmeside har vi mange muligheder for selvbetjening, når du har brug for hjælp. Du kan finde kontaktoplysninger og læse mere om muligheder for hjælp og støtte under Seniorer og ældre
Hvis du ikke har mulighed for at søge information på vores hjemmeside, er du velkommen til at kontakte Hjælpemidler & Hverdagsteknologi på tlf. 62 23 40 00