Social behandling af stofmisbrug
Denne kvalitetsstandard er en beskrivelse af Svendborg Kommunes tilbud om behandling til personer med et problematisk stofbrug efter § 101 i serviceloven.
Definition af ”problematisk stofbrug”: Der er tale om et forbrug af stoffer, der medfører sociale, psykiske og/eller fysiske problemer for borgeren. Det er med andre ord konsekvenserne af et forbrug af stoffer, og ikke udelukkende stoffet eller brugen i sig selv, der afgør, om en borger har et problematisk stofbrug.
Kvalitetsstandarden præciserer serviceniveau, mål og prioriteringer. Ligeledes beskrives de ydelser, der visiteres til.
Kvalitetsstandarden er inddelt i 4 kapitler. Kapitel 1 er en generel indledning, hvor lovgivning m.m. beskrives kort. De følgende 3 kapitler beskriver behandlingstilbud til henholdsvis aldersgruppen 15-25-årige, til personer over 25 år samt døgnbehandling.
Svendborg Kommunes behandlingstilbud til personer med et problematisk stofbrug omfatter både ambulant behandling og døgnbehandling.
Stofmisbrugsbehandling består af en social del (servicelovens § 101) og en sundhedsfaglig del (sundhedslovens § 142). I kvalitetsstandarden beskrives behandling efter servicelovens § 101 nærmere, ligesom der gives en generel information om visitation og retssikkerhed for borgere i behandling.
Svendborg Kommune driver to ambulante behandlingssteder – et for unge til og med 25 år og et for borgere over 25 år:
Svendborg Kommunes ambulante behandlingssted for unge:
Rusmiddelrådgivning for Unge i Svendborg
Svendborg Kommunes ambulante behandlingssted for voksne over 25 år:
Behandlingscenter Svendborg
Døgnbehandling tilbydes på en række institutioner efter visitation.
Behandling af personer med et problematisk stofbrug i Svendborg Kommune baseres på kommunens fire overordnede værdier:
Helhed i opgaveløsningen
Borgeren i centrum
Læring og udvikling
Trivsel
Værdierne betyder, at der tilstræbes let adgang til behandlingen, at behandlingen tager udgangspunkt i kvalificeret udredning og planlægning, at der tages udgangspunkt i den enkelte person, og at behandlingen foregår i tæt samspil med den enkelte person og personens pårørende.
1.1. Lovgrundlag
Denne kvalitetsstandard vedrører servicelovens § 101 og den sociale del af behandlingen.
§101: Kommunalbestyrelsen skal tilbyde social behandling til personer med et stofmisbrug.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om social behandling efter stk. 1 på baggrund af en helhedsorienteret afdækning af personens problemer og behov.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan anmode et behandlingstilbud om at foretage afdækning af personens problemer og behov, jf. stk. 2.
Stk. 4. Tilbud efter stk. 1 skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.
Stk. 5. En person, der er visiteret til behandling, kan vælge at blive behandlet i et andet offentligt eller privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, der er visiteret til efter stk. 1 og 2.
Stk. 6. Fristen efter stk. 4 kan fraviges, hvis personen vælger at blive behandlet i et andet offentligt eller privat behandlingstilbud end det, kommunalbestyrelsen har visiteret til efter stk. 1 og 2.
Stk. 7. Retten til at vælge efter stk. 5 kan begrænses, hvis hensynet til personen taler for det.
Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at behandlingstilbuddet ved behandlingens start udarbejder en behandlingsplan, der har til formål at sikre sammenhæng mellem de problemer og behov, der er afdækket, jf. stk. 2, og den behandling, der iværksættes.
Stk. 9. I forbindelse med tilbud om behandling efter stk. 1 og under behandlingsforløbet kan kommunalbestyrelsen anvende gavekort med henblik på at fastholde personen i behandling. Med et gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at kunne købe varer i en forretning.
Stk. 10. stk. 9 finder tilsvarende anvendelse som led i behandlingen af børn og unge under 18 år med et stofmisbrug, der får behandling efter regler fastsat i medfør af stk. 12 eller er i et tilbud efter §52, stk 3.
Stk. 11. Gavekort, jf. stk. 9, kan modtages, uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.
Stk. 12. Social- og indenrigsministeren fastsætter regler om behandling efter stk. 1 og 4 af børn og unge under 18 år med et stofmisbrug i særlige tilfælde.
Stk. 13. Social- og indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om afdækningen af personens problemer og behov efter stk. 2 og om anvendelsen af gavekort efter stk. 9.
2.1 Opgaver som udføres i forhold til målgruppen
Svendborg Kommune tilbyder ambulant rådgivning, udredning og behandling i forhold til målgruppen – unge i alderen 15-25 år med et eksperimenterende brug eller et decideret misbrug af euforiserende stoffer.
Den ambulante behandling for unge spænder fra information, støtte og rådgivningsforløb, strukturerede behandlingssamtaler til terapeutiske forløb.
For forældre og andre pårørende har Rusmiddelrådgivning for Unge et særligt tilbud om råd og vejledning.
Svendborg Kommune yder rådgivning og konsultationer i forhold til eksterne samarbejdspartnere – virksomheder, uddannelsesinstitutioner mv.
2.2 Det overordnede mål for indsatsen i Rusmiddelrådgivning for Unge
2.2.1 Mål for behandlingen
Overordnet har indsatsen til formål, at den unge opnår stoffrihed. Indsatsen har endvidere til formål at opnå stabilisering, reduktion eller stoffrihed i forhold til den enkelte unges situation og medvirke til at øge de personlige ressourcer, således at den unge i øget grad bliver i stand til at mestre eget liv uden brug af rusmidler.
2.2.2 Værdigrundlag for Svendborg Kommunes arbejde med unge med et problematisk stofbrug
- Respekt for individet: Vi tilstræber at være imødekommende og skabe en ligeværdig dialog.
- Rummelighed: Vi ønsker at møde andre med tålmodighed og tolerance.
- Professionalisme: Vi vil fastholde Rusmiddelrådgivning for Unge som værende et fagligt kvalificeret behandlingstilbud, hvor der er balance mellem stabilitet og nytænkning.
- Udvikling: Vi tror, at mennesket kan udvikle sig i samspil og relation med andre mennesker.
- Enhver gør sit bedste ud fra givne forudsætninger: Vi er bevidste om, at alle har forskellige forudsætninger i forhold til løsningen af en given udfordring.
2.2.3 Svendborg Kommunes idégrundlag for behandling til unge
Svendborg Kommunes idégrundlag for behandling til unge bygger på:
- En social-psykologisk forståelse af den unge som et unikt individ, der anvender stoffer som problemløser på personlige (ofte komplekse) psykologiske, sociale og/eller emotionelle problemstillinger.
- En forståelse af unges brug af rusmidler som en del af pubertetsperiodens separations- og socialisationsproces, hvor brug af rusmidler er almindeligt, og misbrug er socialt afvigende.
2.3 Den organisatoriske struktur i forhold til behandlingstilbuddene
I Svendborg Kommune varetages den ambulante behandling i forhold til 15-25-årige af Rusmiddelrådgivning for Unge. Rusmiddelrådgivning for Unge er organisatorisk forankret i Socialafdelingen Dagområdet. Behandlingen er gratis.
Rusmiddelrådgivning for Unge i Svendborg (RUS)
Nannasvej 24, 5700 Svendborg
2.4 Behandlingsmetoderne i Rusmiddelrådgivning for Unge
Ambulant behandling
Hovedvægten i behandlingstilbuddet er ambulant behandling. Med ambulant behandling menes der aktiviteter, der foregår efter aftalte og faste mødetidspunkter inden for en bestemt åbningstid, og hvor der arbejdes ud fra en individuel behandlingsplan. Unge i Svendborg Kommune kan modtage information og rådgivning om behandling anonymt.
Udredning
Afdækning af den unges problemfelter og ressourcer samt udarbejdelse af konkret og individuel behandlingsplan.
Stoffri/medicinunderstøttet behandling
Behandling er som udgangspunkt stoffri, men kan understøttes med lægeordineret medicin (dog ikke substitutionsmedicin). Behandling med substitutionsmedicin varetages i Behandlingscenter Svendborg.
Samtalebehandling
Samtalebehandling tager udgangspunkt i den lagte behandlingsplan. Der er tale om fortløbende og strukturerede samtaler omkring den unges psykosociale og/eller emotionelle problemstillinger. Samtalerne foregår individuelt eller på gruppebasis.
Behandlingsmetoder
Rusmiddelrådgivning for Unge anvender metoder, der tager udgangspunkt i evidens-baserede teorier og metoder:
- Individuel samtalebehandling
- Behandling i grupper
- Motiverende samtaler
- Kognitive behandlingsmetoder
- Social færdighedstræning
- Hashafvænningsmodel
- Terapi
- Tilbagefaldsforebyggende behandling
- NADA akupunktur
MOVE-behandling
Fundamentet i MOVE-behandling er en kombination af den motiverende samtale og kognitiv adfærdsterapi i tidsafgrænset, metodestringent og manualbaseret form. Der arbejdes med systematisk udredning, faste dagsordner og hjemmeopgaver. Samtaleteknikkerne suppleres med en række strukturelle behandlingselementer som opfølgende behandling, gavekort for fremmøde, sms-påmindelser om behandlingssamtaler, skriftlige statusbreve og behandlingsplaner, hvor behandlingsmålene formuleres sammen med den unge.
Psykoedukation
Rusmiddelrådgivning for Unge formidler viden til unge i behandling vedrørende risici forbundet med brug af de forskellige rusmidler – ikke mindst i relation til indtagelsesmåder. Afdelingen formidler desuden viden til unge i behandling vedrørende forhold af almen sundhedsfremmende karakter.
Forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg
Særlig opmærksomhed og procedure i forhold til unge, der har selvmordsovervejelser eller har forsøgt selvmord.
Unge med psykiske lidelser
Rusmiddelrådgivning for Unge tilbyder lægefaglig og terapeutiske samtaler til unge med dobbeltbelastning. Sværere psykiske lidelser henvises til behandling for psykiske lidelser i andet regi - fortrinsvis de regionale behandlingstilbud.
Gravide med et problematisk stofbrug
Et særligt tilbud, der omfatter henvisning til og samarbejde med Familieambulatoriet på OUH, som forestår en koordineret indsats mellem kommune, sygehusvæsen, egen læge m.fl.
Rådgivning
Samtaler evt. anonymt – personlige eller telefoniske – vedrørende afklaring af specifikke problemstillinger relateret til stofbrug og/eller behandling eller andre problemfelter.
Sags- og forløbskoordinering Rusmiddelrådgivningen bidrager, med behørigt samtykke, til, at indsatserne omkring den unge koordineres via deltagelse i møder med relevante samarbejdspartnere.
Tilbud til pårørende
Nære pårørende, der er bekymrede for den unges brug af rusmidler, tilbydes rådgivning og vejledning. Hvor det vurderes at være muligt og relevant, inddrages pårørende og familiemedlemmer i den enkelte unges behandling.
Konsultativ bistand
Rusmiddelrådgivningen kan, i begrænset omfang, yde konsultativ bistand i form af undervisning og formidling af viden og ekspertise omkring problematisk stofbrug og behandling samt rådgivende og vejledende bistand til samarbejdspartnere vedrørende unge og problematisk stofbrug.
Behandling som afbrydes og genoptages
Behandling kan afbrydes ved, at den unge udebliver fra behandling/ønsker at blive udskrevet. Der ydes en særlig indsats for at reetablere kontakten til en ung, der udebliver fra behandlingen. Hvis det ikke lykkedes at opnå kontakt, orienteres relevante samarbejdspartnere. Genoptagelse af behandling sker ved, at den unge henvender sig til Rusmiddelrådgivningen igen og indskrives på ny.
Opfølgning på borgerens behandlingsplan efter afslutning af behandlingsforløbet
For de unge, der afslutter deres behandlingsforløb 1) med status som færdigbehandlet, 2) udskrevet til andet tilbud, til hospital eller udskrevet med anden årsag, vil der (hvis den unge har givet samtykke hertil) blive fulgt op på deres behandlingsplan senest en måned og igen seks måneder efter, at behandlingsforløbet er afsluttet.
2.5 Visitationsprocedure
I Svendborg Kommune er visitationskompetencen forankret i henholdsvis Familieafdelingen og Socialafdelingen Myndighed. Familieafdelingen har visitationskompetencen for unge under 18 år, og Socialafdelingen Myndighed har visitationskompetencen for personer over 18 år.
Socialafdelingen Myndighed har uddelegeret visitationskompetencen til Rusmiddelrådgivning for Unge.
2.5.1 Helhedsorienteret afdækning af problemer og behov
En ung, som ønsker at blive indskrevet i behandling, får en tid til et visitationsinterview. Formålet med visitationsinterviewet er at afdække stofbruget og undersøge ressourcer, problemfelter og barrierer hos den unge.
Inden opstart af behandling foretages en helhedsorienteret afdækning af den unges problemer og behov med inddragelse af den unge, således at indsatsen opleves relevant for den unge.
Rusmiddelrådgivning for Unge anvender UngMap. UngMap består af et spørgeskema, der blandt andet afdækker den unges
1) forbrug af rusmidler, herunder både stoffer og alkohol,
2) sociale forhold, herunder sociale netværk og familiemæssige forhold
3) fysiske og psykiske helbred,
4) arbejde og/eller uddannelse,
5) boligforhold og
6) andre relevante forhold, herunder anden hjælp, som personen modtager.
Afdækningen kan også inddrage eksterne samarbejdspartnere for at sikre et behandlingstilbud, som er helhedsorienteret og koordineret.
Afdækningen danner grundlag for kommunens afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte behandling, hvilket tilbud der skal visiteres til samt hvad behandlingen bør indeholde. Afdækningen har således til formål at sikre, at den unge får det rette tilbud om behandling.
2.5.2 Behandlingsplan
Der laves en behandlingsplan ved behandlingens start. Behandlingsplanen sikrer sammenhæng mellem de problemer og behov, der er afdækket og den behandling, der iværksættes.
Behandlingsplanen udarbejdes i samarbejde med den unge ved opstart af behandling.
Behandlingsplanen indeholder en beskrivelse af mål og indhold i behandlingen og fungerer som et aktivt værktøj, der bruges sammen med den unge. Formålet med behandlingsplanen er at sikre et systematisk, målrettet og sammenhængende behandlingsforløb
Målene i behandlingen følges op efter nærmere fastlagte intervaller tilpasset den unge.
2.5.3 Unge under 18 år
Indstillingen for Svendborg-borgere under 18 år fremsendes til Familieafdelingen, der foretager den endelige visitation. Efter visitationen tager Familieafdelingen initiativ til afholdelse af et tværfagligt opstartsmøde med henblik på udarbejdelse af en samlet koordineret handleplan for den unge. I mødet deltager den unge, forældremyndighedsindehavere, sagsbehandler fra Familieafdelingen og evt. skole, uddannelsesinstitujtioner, UU-vejleder og Rusmiddelrådgivning for Unge.
Handleplanen følges op første gang efter 3 måneder og derefter minimum hver 6. måned på tværfagligt opfølgningsmøde, hvor ovenstående aktører også deltager.
2.6 Behandlingsgaranti
Der er behandlingsgaranti for personer over 18 år. Kommunen skal iværksætte behandlingen senest 14 dage efter henvendelse til kommunen.
For unge under 18 år er der garanti for behandling i særlige tilfælde. Behandlingsgarantien til unge under 18 år omfatter unge, som på grund af problematisk stofbrug har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer, der medfører, at den unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole. Tilbuddet skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelse til kommunen.
For unge under 18 år kræver iværksættelse af behandling samtykke fra forældreindehavere. Hvis den unge er fyldt 15 år, kræves tillige samtykke fra den unge selv.
2.7 Mulighed for frit valg
Personer over 18 år, der er visiteret til behandling i et kommunalt tilbud, kan frit vælge at blive behandlet på et andet offentligt eller et godkendt privat behandlingstilbud. Behandlingstilbuddet skal være af tilsvarende karakter som det kommunale tilbud, som man oprindeligt er blevet visiteret til.
Retten til at vælge et andet behandlingstilbud kan dog begrænses, hvis hensynet til borgeren taler herfor.
Hvis en borger vælger at blive behandlet i et andet offentligt eller et godkendt privat behandlingstilbud end det, kommunen oprindeligt har visiteret til, er der ikke et krav om, at tilbud om behandling skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.
Behandlingsstedet informerer ved indskrivningen borgerne om muligheden for frit valg. Derudover kan man senere i behandlingsforløbet få støtte til at søge relevant information om frit valg - og til eventuelt at gøre brug af muligheden for frit valg.
2.8 Målsætning for udarbejdelse, koordinering og opfølgning på handleplaner
Unge under 18 år
Det er lovpligtigt, at der udarbejdes handleplan for unge under 18 år med et behandlingskrævende stofbrug. Dette fremgår af servicelovens § 140.
Det fremgår, at handleplanen skal udarbejdes sammen med den unge og dennes familie.
I Direktørområde Børn, Unge, Kultur og Fritid er der af hensyn til at sikre størst mulig grad af helhed og koordinering i indsatserne truffet beslutning om, at de aktører, som i forvejen er omkring den ung, med den unges og forældrenes samtykke, skal inddrages og involveres omkring udarbejdelse af en koordineret handleplan – dette gælder også omkring unge med behandlingskrævende stofbrug.
Formålet med dette er at sikre, at den unges skole, uddannelsesinstitution, UU-vejleder m.v. er inddraget i en samlet plan og støtte til den unge. På denne måde sikres det også, at det af handleplanen fremgår, hvordan den unges skole, uddannelsesinstitution eller andre kan bidrage til at bakke op om behandlingen i Rusmiddelrådgivning for Unge.
Sagsbehandlere fra Ungekontakten udarbejder handleplan efter servicelovens § 141, hvis den unge ønsker dette og er omfattet af målgruppen for handleplan. Møde mellem den unge og sagsbehandler i forbindelse med udarbejdelse af handleplan kan foregå lokalt i Rusmiddelrådgivningen.
Visitationsmateriale og behandlingsplan fra Rusmiddelrådgivningen indgår i grundlaget for udarbejdelse af § 141-handleplan.
Løbende opfølgning på handleplaner understøttes af status på behandlingsforløbet fra Rusmiddelrådgivningen hver 3./6. måned.
I henhold til bekendtgørelsen koordineres handleplaner med Kriminalforsorgen efter behov.
2.9 Brugerinddragelse
Såvel ved henvendelse som ved planlægning og gennemførelse af behandlingsforløbet tages der gennem dialog udgangspunkt i den unges ønsker, behov og mål for behandlingen. Den unge læser og underskriver desuden referatet af visitationsinterviewet og behandlingsplanen. Brugerinddragelsen sikres tillige ved statussamtaler samt ved løbende dialog.
2.10 Information om sagsbehandling og klageadgang
Da stofmisbrugsbehandlingen går på tværs af to lovområder, er klagesystemet ligeledes todelt.
Klageadgang vedr. børn og unge under 18 år
Forældremyndighedsindehaverne har klageadgang over den lægelige og medicinske behandling. Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der behandler klager vedrørende lægelig og medicinsk behandling.
Forældremyndighedsindehaverne kan klage over Familieafdelingens afgørelse om visitering til Rusmiddelrådgivningen. Klagen skal sendes til Familieafdelingen. Klagefristen er 4 uger fra modtagelse af afgørelsen. Når klagen modtages, skal Familieafdelingen revurdere sagen. Hvis Familieafdelingen fastholder afgørelsen, sender Familieafdelingen klagen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen behandler klager vedrørende den sociale behandling.
Klageadgang vedr. unge 18-25 år
En klage over den lægelige eller medicinske behandling skal sendes til Styrelsen for Patientsikkerhed.
En klage over den sociale behandling skal sendes til Socialafdelingen Myndighed. Klagefristen er 4 uger efter modtagelse af afgørelsen. Når klagen modtages, skal Socialafdelingen Myndighed revurdere sagen. Hvis Socialafdelingen Myndighed fastholder afgørelsen, sender Socialafdelingen Myndighed klagen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen behandler klager over den sociale behandling.
Borgere kan få vejledning og hjælp til at udforme en klage ved at henvende sig til Socialafdelingen Myndighed, Svinget 14, 5700 Svendborg eller til personalet i Rusmiddelrådgivningen.
Der kan klages såvel skriftligt som mundtligt. Hvis man ønsker at klage mundtligt, skal personalet skrive klagen ned på vegne af borgeren.
2.11 Personalets faglige kvalifikationer og kompetenceudvikling
Personalet i Rusmiddelrådgivningen er tværfagligt sammensat og består af pædagoger, psykolog, socialrådgivere, læge og sekretær.
Ud over behandlernes grunduddannelse bliver alle videreuddannet i kognitive behandlingsmetoder og den motiverende samtale.
Der sker løbende en opkvalificering af medarbejderen i forhold til de behandlingsmæssige opgaver, som løses i Rusmiddelrådgivningen.
Personalets faglige kvalifikationer sikres ved, at personalet efter behov og evne, tilbydes grunduddannelse og viderebygning på grunduddannelse inden for misbrugsområdet.
Derudover deltager alle medarbejdere løbende i relevante kurser/uddannelser, der tilgodeser den generelle som individuelle kompetenceudvikling. Desuden modtager alle medarbejdere supervision i de metoder, der arbejdes med.
2.12 Monitorering af indsatsen
Måltal for behandlingsindsatsen i Rusmiddelrådgivning for Unge
I 2022-2023 er der følgende måltal for behandlingsindsatsen i Rusmiddelrådgivning for Unge:
- Andel der efter afsluttet behandling er stoffri: 40 %
- Andel der efter afsluttet behandling har reduceret deres stofmisbrug: 15 %
- Andel der efter afsluttet behandling vender tilbage til stofmisbrugsbehandling inden for 12 måneder: 15 %
2.13 Opmærksomhed på hjemmeboende børn
Kommunalt ansatte og private, der udfører opgaver for kommuner, er omfattet af servicelovens regler om underretningspligt efter §§ 153 og 154. Konkret betyder dette, at behandlerne er forpligtet til at underrette kommunen med henblik på at sikre barnet den nødvendige hjælp.
Når en borger indskrives i behandling, spørges der i udredningen ind til eventuelle børn, og det vurderes, om barnet er i risiko for at blive udsat for svigt eller fare. Er dette tilfældet, kontaktes den unges hjemkommune straks.
2.14 Den fremtidige indsats på stofmisbrugsbehandlingsområdet
Svendborg Kommune arbejder vedvarende på at udvikle behandlingstilbuddet til unge med et problematisk stofbrug baseret på ny faglig viden samt dialog med brugere, pårørende m.fl.
Rusmiddelrådgivning for Unge har i perioden 2014-2018 deltaget i det såkaldte metodeprogram for stofmisbrugsbehandling til unge mellem 15 og 25 år. Det er sket i samarbejde med Socialstyrelsen og Center for Rusmiddelforskning. Rusmiddelrådgivning for Unge har nu fuldt ud implementeret metoden/MOVE i sit behandlingstilbud grundet god effekt – se afsnit om MOVE-behandling.
Derudover er Rusmiddelrådgivningen, igen i samarbejde med Socialstyrelsen, med i et modnings- og forskningsprojekt, for at afprøve om elementerne fra MOVE kan implementeres i gruppebehandling. Modningsprojektet varer i perioden ultimo 2020 til ultimo 2022.
2.15 Retningslinjer for anvendelse af gavekort
Rusmiddelrådgivning for Unge anvender gavekort til unge under 25 år med henblik på at fastholde den unge i MOVE-behandlingen. Gavekortet er et tilgodebevis på 100 kr., som udleveres til den unge ved hver anden samtale. Hvis den unge gennemfører MOVE-behandlingen, får den unge i alt 6 gavekort á 100 kr.
2.16 Tilsyn
I henhold til lovgivningen varetager Socialtilsyn Syd driftsorienteret tilsyn. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddet og den måde, opgaverne udføres på. Formålet med tilsynet er at påse, at borgerne får den rette hjælp og støtte. Socialtilsyn Syd gennemfører tilsyn i Rusmiddelrådgivning for Unge mindst én gang om året.
Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med et formål at vurdere patientsikkerheden. Behandlingssteder udvælges på baggrund af en stikprøve. Styrelsen for Patientsikkerhed skal ikke på samme måde som socialtilsynet fører tilsyn med behandlingstilbuddet mindst én gang om året.
3.1 Opgaver som udføres i forhold til målgruppen
Svendborg Kommune tilbyder ambulant rådgivning, udredning og behandling af personer over 25 år, der har et problematisk forbrug af psykoaktive stoffer (plantebaseret - såvel som syntetisk fremstillet).
Stofbruget omfatter opiat (f.eks. morfin, heroin, metadon, div opiater i tablet), centralstimulerende stoffer (f.eks. kokain, amfetamin, MDMA/ecstasy), hallucinogener (f.eks. LSD og visse svampearter), cannabisprodukter (f.eks. hash, marihuana, pot, skunk) samt alle varianter af benzodiazepiner (f.eks. stesolid, alupam, rohypnol, etc).
Den ambulante behandling omfatter en vifte af tilbud fra information, støtte- og rådgivningsforløb, til individuelle såvel som gruppebaserede terapeutiske forløb af varierende længde, der tilrettelægges i tråd med borgerens behov og ønsker.
Svendborg Kommune yder ligeledes rådgivning og konsultativ virksomhed i forhold til eksterne samarbejdspartnere – herunder pårørende, virksomheder, uddannelsesinstitutioner mm.
3.2 Det overordnede mål for indsatsen i Behandlingscenter Svendborg
3.2.1 Mål for behandling
Målet med den ambulante behandling er som angivet i de ”Nationale retningslinjer for stofmisbrugsbehandling”:
At behandlingen består af indsatser, der har til formål enten at:
- Bringe et misbrug af rusmidler til ophør og fastholde dette ophør
- Reducere indtaget af rusmidler eller at forebygge en forværring
- Reducere skaderne af stofmisbruget
(Nationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling, september 2020, Socialstyrelsen)
Den ambulante behandling tager udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og ide om, at forandre egen livssituation - herunder at opnå øget trivsel og skabe et liv, der opleves som meningsfyldt for det enkelte menneske.
I samarbejdet med den enkelte borger tilbydes en helhedsorienteret indsats, hvor der arbejdes somatisk, psykisk, økonomisk og socialt rehabiliterende, hvor eksterne samarbejdspartnere inddrages i det omfang, den enkelte borger ønsker dette.
Behandlingscentrets målsætning er at kvalificere og engagere den enkelte borger til at træffe relevante beslutninger for deres liv, således at de opnår eller tilnærmer sig de målsætninger, som de har sat for deres eget individuelle behandlingsforløb.
3.2.2 Svendborg Kommunes værdigrundlag og menneskesyn for behandling
Værdigrundlag
Det antages, at det problematiske stofbrug opstår og fastholdes i et kompliceret samspil mellem den enkelte og dennes omgivelser. Der er ikke noget enkelt årsags-virkningsforhold, da stofbruget opstår som følge af en kompleks sammensætning af mange forhold, hvor stofbruget er en reaktion på dette.
Menneskesyn
Alle mennesker har en unik historie og baggrund for at være i behandling.
Behandlingscenter Svendborg møder dig (borgeren) med et åbent sind og tilstræber at se dig, som det menneske du er - samt at støtte dig i at leve det liv, du ønsker.
Med respekt for dine livsværdier tager vi udgangspunkt i dine egne målsætninger for behandlingen, således at vi sammen understøtter dit engagement, ressourcer og håb for forandring.
Vi ser stofbrug som et udtryk for konkrete overlevelsesstrategier, som opstår på baggrund af de livsvilkår, du har med dig.
Vi tror på, at personlig vækst fremmes i et hus med klare rammer og tydelige mål, og hvor borgeren bliver ansvarliggjort igennem medinddragelse. Fokus er på den enkeltes ressourcer - herunder at fastholde nysgerrigheden og fremme håbet for den enkelte.
Vi vil forpligte os til at skabe et hus, hvor de fysiske rammer virker indbydende, og hvor den enkelte får oplevelse af at føle sig velkommen. Igennem tydelige mål, professionalisme og medinddragelse, og med udgangspunkt i den enkeltes ressourcer, vil vi fastholde, at forandring er en mulighed med respekt for den enkeltes livsværdier.
3.3 Den organisatoriske struktur i forhold til behandlingstilbuddene
Den ambulante behandling af personer med et problematisk stofbrug over 25 år varetages af Behandlingscenter Svendborg (Behandlingscentret). Behandlingscentret er organisatorisk forankret i Socialafdelingen Dagområdet. Behandlingscentret er normeret til 260 borgerforløb.
Behandlingscenter Svendborg
Dronningholmsvej 60A, 5700 Svendborg
E-mail: behsv@svendborg.dk
3.4 Behandlingsmetoderne i Behandlingscenter Svendborg
3.4.1 Ambulant behandling
Med ambulant behandling menes der aktiviteter, der foregår efter aftalte og faste mødetidspunkter inden for en bestemt åbningstid, og hvor der arbejdes ud fra den lagte behandlingsplan. Borgere bosat i Svendborg Kommune kan modtage behandlingen anonymt i forhold til øvrige kommunale instanser, men behandlingscentret er lovgivningsmæssigt forpligtet til at kende den enkelte borgers identitet. Anonymitet er ikke muligt i forhold til egen læge og Fælles Medicinkort (FMK), når der ordineres medicin. Muligheden for anonymitet er ligeledes betinget af, at der ikke er forhold, der er underlagt underretningspligt mv.
3.4.2 Behandlingsmetoder
Behandlingscenter Svendborg arbejder i videst muligt omfang efter evidensbaserede metodiske tilgange i behandlingen.
Behandlingscenter Svendborg har udviklet kursusserien ”Tillid, Håb og Ærlighed”, der består af et arbejdskatalog til brugerne og en guide til behandlerne. Materialet tager udgangspunkt i metoder, der har en dokumenteret effekt og har til hensigt at sikre, at de pågældende metoder anvendes korrekt i den behandling, der tilbydes behandlingscenterets brugere.
Materialet anvendes i behandlingen, således at det tilpasses den enkelte behandlers stil og den enkelte borgers behov og ønsker i det omfang, det er muligt. Materialet anvendes i de behandlingssammenhænge, hvor det giver mening og eksempelvis ikke i sammenhænge, hvor brugerne har nedsat kognitiv funktionsevne i sådan et omfang, at det vanskeliggør refleksion.
I kursusserien anvendes følgende metoder:
Kognitiv metode, motiverende samtale (MI), Systemisk metode, Hash Afvænningsprogrammet (HAP). I tillæg til disse metoder tilbydes der dels mindfulness samt Eksponering (CET) som er tilbagefaldsforebyggende indsatser.
Behandlingscenter Svendborg har implementeret metoden ”Feed Back Informed Treatment” (FIT). FIT undersøger (fra samtale til samtale) den enkelte borgers oplevelse af deres behandling samt oplevelse af egen bedring. Målsætningen er at behandlingen løbende kan justeres i forhold til den enkelte brugers ønsker og behov.
For at kunne imødekomme individuelle behov tilbydes der individuel- såvel som gruppebaseret behandling. Vurderingen af hvilken gruppe borgeren bliver tilknyttet, tager afsæt i en vurdering af afhængighedens art, varighed og sociale forhold - herunder tilknytning til arbejdsmarkedet (se afsnit 3.4.3 om særlige tilbud).
I forbindelse med gruppe - såvel som den individuelle behandling, tilbydes der en række forskellige kurser der giver det enkelte menneske relevante redskaber, der kan understøtte deres liv uden stoffer – herunder:
- Mindfulness
- Psykoedukation
- Selvværd
- Vredeshåndtering
- Angst
- Alkoholstrategi
- Rygestop
- Tilbagefaldsforebyggelse
- Netværk
- Benzodiazepin ophør
Det sundhedsfaglige personale tilbyder, afhængig af den enkeltes situation, følgende:
- Mindfulness
- Substitutionsbehandling
- Sundhedsfaglig forebyggelse og behandling
- Lysbehandling
- NADA akupunktur
- Koordinering af kontakt til læge og sygehus
- Ernæringsvejledning
Borgere der er færdigbehandlet og som lever et stabilt liv, men fortsat har behov for substitutionsbehandling har tilbud i ”udleveringsenheden”, hvor de kan afhente substitutionsmedicin til selvadministration en gang ugentligt.
3.4.3 Særlige tilbud
Harm Reduction
Tilbuddet er målrettet gruppen af borgere der er i substitutionsbehandling, hvor der er et behov for et udvidet socialt og sundhedsmæssigt tilbud med henblik på at drage omsorg for den enkeltes helbred og sociale funktion.
Borgere i denne gruppe har ofte alvorlige helbredsmæssige problemer, som kræver tæt kontakt til læge, sygeplejerske og hjælp til besøg hos praktiserende læge, hospital, tandlæge, samt koordinering med hjemmeplejen.
Afvænning fra hash/alkohol og centralstimulerende stoffer (CCA-behandling i grupper)
Dagbehandling
Behandlingen er målrettet borgere uden for arbejdsmarkedet og som har et problematisk stofbrug af cannabis og/eller centralstimulerende stoffer - evt. kombineret med alkoholmisbrug (CCA).
Udover den specifikke misbrugsbehandling arbejdes der målrettet med temaer, der knytter sig til et misbrug, således at borgeren får tilført redskaber, der på sigt kan understøtte deres stoffrihed.
Der arbejdes med håndtering af social angst, vredeshåndtering, etablering af netværk, selvværdskursus, sig nej kursns, eksponering samt sundhedsfaglige temaer.
Der tilbydes 6 timer ugentligt fordelt på 3 dage.
CCA behandling eftermiddag/aften
Er et tilbud til borgere, der er i arbejde og som har et problematisk stofbrug af cannabis og/eller centralstimulerende stoffer - evt. kombineret med alkoholmisbrug (CCA).
Behandling i gruppesammenhæng tilbydes torsdag eftermiddag uden for normal arbejdstid samt tilbud om individuelle samtaler torsdag aften.
Red Liv
Formålet er at reducere antallet af dødelige forgiftninger og skadevirkninger som følge af overdosis hos personer med et problematisk stofbrug af f.eks. heroin, metadon, ketogan.
Personer med et problematisk stofbrug, pårørende og folk i stofmiljøet tilbydes undervisning i at redde personer, som har fået en overdosis. De lærer at foretage genoplivning og anvende modgiften Naloxon som næsespray.
I forbindelse med kursus udleveres et kit med de nødvendige remedier til aktiv behandling af overdosis.
Gravide med et problematisk stofbrug
Den gravide støttes af behandlingscentret med et team bestående af læge, sygeplejerske og behandler, og der arbejdes ud fra et koncept, hvor fokus er at mindske misbruget.
Behandlingscentrets tilbud omfatter endvidere henvisning til og samarbejde med Familieambulatoriet, OUH. Her koordineres samarbejde og indsats med relevante instanser så som kommunal sagsbehandler, privatpraktiserende læge og andre relevante personer. Teamet udarbejder handleplan til støtte for den gravide og det ufødte barn.
Pårørendekursus
Tilbuddet omfatter information om behandlingen herunder virkningen af den ordinerede medicin. Der tages afsæt i at være pårørende, og hvordan man som pårørende kan undgå at blive inddraget i misbruget, men i stedet i løsningen. Dette tilbud er specielt til den gruppe, som har en pårørende i ambulant behandling i behandlingscentret.
Behandling som afbrydes og genoptages
Behandlingen kan afbrydes ved, at borgeren udebliver fra behandling eller ønsker at blive udskrevet. I disse situationer orienteres relevante samarbejdspartnere, hvis borgeren har givet samtykke til dette. Ved udeblivelse fra behandling sker der opfølgning fra Behandlingscentrets side ved at forsøge at skabe kontakt til borgeren. Genoptagelse af behandling sker ved, at borgeren igen henvender sig til behandlingscentret og indskrives på ny.
Opfølgning på borgerens behandlingsplan efter afslutning af behandlingsforløbet
For borgere der afslutter behandlingsforløb med status som færdigbehandlet, udskrevet til andet tilbud, til hospital eller udskrevet med anden årsag, vil der blive fulgt op på deres behandlingsplan ved kontakt fra behandlingscentret senest en måned og igen seks måneder efter, at behandlingsforløbet er afsluttet.
3.5 Visitationsprocedure
Socialafdelingen Myndighed har uddelegeret visitationskompetencen til Behandlingscenter Svendborg for borgere over 25 år bosiddende i Svendborg Kommune.
Henvendelse sker direkte til behandlingscentret. Borgeren kan selv kontakte afdelingerne eller blive henvist af pårørende, sagsbehandler, egen læge, den regionale psykiatri, kriminalforsorgen m.fl.
3.5.1 Helhedsorienteret afdækning af problemer og behov
Behandlingscentret iværksætter behandling så hurtigt som muligt efter borgerens henvendelse og altid indenfor 14 dage.
Inden opstart af behandling foretager behandlingscentret en helhedsorienteret afdækning af den enkelte borgers problemer med inddragelse af borgeren, således at indsatsen for den enkelte borger opleves som relevant.
Afdækningen anlægger en helhedsbetragtning og omfatte personens
1) forbrug af rusmidler, herunder både stoffer og alkohol,
2) sociale forhold, herunder sociale netværk og familiemæssige forhold
3) fysiske og psykiske helbred,
4) arbejde og/eller uddannelse,
5) boligforhold og
6) andre relevante forhold, herunder anden hjælp, som personen modtager.
Afdækningen kan også inddrage eksterne samarbejdspartnere for at sikre et behandlingstilbud, som er helhedsorienteret og koordineret.
Afdækningen danner grundlag for kommunens afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte behandling, hvilket tilbud der skal visiteres til samt hvad behandlingen bør indeholde. Afdækningen har således til formål at sikre, at den enkelte borger får det rette tilbud om behandling.
3.5.2 Visitationsudvalg
På visitationen fremlægges relevante oplysninger, og der udarbejdes behandlingsplan. Den danner baggrund for den behandlingsplan, som udfærdiges efterfølgende i samarbejde med borgeren og eventuel sagsbehandler.
For borgere fra andre kommuner fremsendes indstillingen til den pågældende kommune.
3.5.3 Behandlingsplan
Der laves en behandlingsplan ved behandlingens start. Behandlingsplanen sikrer sammenhæng mellem de problemer og behov, der er afdækket og den behandling, der iværksættes.
Behandlingsplanen udarbejdes i samarbejde med borgeren ved opstart af behandling.
Behandlingsplanen indeholder en beskrivelse af mål og indhold i behandlingen og fungerer som et aktivt værktøj, der bruges sammen med borgeren. Formålet med behandlingsplanen er at sikre et systematisk, målrettet og sammenhængende behandlingsforløb
Målene i behandlingen følges op efter nærmere fastlagte intervaller tilpasset den enkelte borger.
3.6 Behandlingsgaranti
Behandlingen iværksættes senest 14 dage efter henvendelse til kommunen.
3.7 Muligheden for frit valg
Borgere, der er visiteret til behandling i et kommunalt tilbud, kan frit vælge at blive behandlet på et andet offentligt eller et godkendt privat behandlingstilbud. Behandlingstilbuddet skal være af tilsvarende karakter som det kommunale tilbud, som man oprindeligt er blevet visiteret til.
Retten til at vælge et andet behandlingstilbud kan dog begrænses, hvis hensynet til borgeren taler herfor.
Såfremt en borger vælger at blive behandlet i et andet offentligt eller et godkendt privat behandlingstilbud end det, kommunen oprindeligt har visiteret til, er der ikke et krav om, at tilbud om behandling skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.
3.8 Målsætning for udarbejdelse, koordinering og opfølgning på handleplaner
Sagsbehandlere fra Ungekontakten (op til 30 år) eller Socialafdelingen Myndighed (fra 30 år og ældre) udarbejder handleplan efter servicelovens § 141, hvis borgeren ønsker dette og er omfattet af målgruppen for handleplan. Møde mellem borger og sagsbehandler i forbindelse med udarbejdelse af handleplan kan i et vist omfang foregå lokalt i behandlingscentret.
Visitationsmateriale og behandlingsplan fra behandlingscentret indgår i grundlaget for udarbejdelse af § 141 handleplan.
Løbende opfølgning på handleplaner understøttes af status på behandlingsforløbet fra Rusmiddelrådgivningen hver 3./6. måned.
3.9 Brugerinddragelse
Behandlingsplanen udarbejdes i et samarbejde mellem borger og behandler, og borgeren har på denne måde indflydelse på egen behandling.
Behandlingscentret arbejder med redskabet ”Feedback Informed Treatment” (FIT). FIT har fokus på systematisk at få feedback fra den enkelte borger i behandling i forhold til borgeres oplevelse af udbytte af behandlingen samt oplevelse af den enkelte behandlingssamtale. FIT giver mulighed for at integrere borgerens feedback i behandlingsplaner, organisering og kvalitetssikring.
En gang årligt afholdes der brugerundersøgelse, der giver et øjebliksbillede af brugernes oplevelse af deres behandling og af behandlingsstedet.
3.9.1 Brugerråd
Brugerrådet er sammensat med en repræsentant fra hver gruppe i behandlingscentrets behandlingstilbud samt afdelingens leder og en medarbejderrepræsentant. Rådet inddrages i drøftelser om behandlingscentrets funktion og tilbud til brugerne.
Brugerrådet inddrages ved nyansættelser. Der arbejdes med dagsorden og referat. Herudover afholdes jævnligt brugermøde i de grupper, som brugerne behandlingsmæssigt befinder sig i.
3.9.2 Kvalitetssikring
Kvalitetssikringen af borgerens behandling sker på tre niveauer:
- Som beskrevet arbejdes der med FIT (Feed Back Informed Threatment).
- Den enkelte bruger vil, i forbindelse med deres behandling, modtage tilbud om at deltage i en kvalitetsudviklende samtale af deres forløb sammen med deres behandler. Der er her mulighed for at drøfte samarbejdet, relevante temaer for behandlingen og konkrete interventioner. Kvalitetsudviklende samtaler tilbydes afhængigt af brugerens behov. Alle brugere skal dog have tilbuddet minimum en gang årligt.
- Kvalitetssikring sikres også ved systematisk kompetenceudvikling i metoder og supervision på metodepraksis hos den enkelte medarbejder.
3.10 Information om sagsbehandling og klageadgang
Da stofmisbrugsbehandlingen går på tværs af to lovområder, er klagesystemet ligeledes todelt.
En klage over den lægelige eller medicinske behandling skal sendes til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der behandler klager vedrørende lægelig og medicinsk behandling.
En klage over den sociale behandling skal sendes til Socialafdelingen Myndighed. Klagefristen er 4 uger efter modtagelse af afgørelsen. Når klagen modtages, skal Socialafdelingen Myndighed revurdere sagen. Hvis Socialafdelingen Myndighed fastholder afgørelsen, sender Socialafdelingen Myndighed klagen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen behandler klager over den sociale behandling.
Borgere kan få vejledning og hjælp til at udforme en klage ved at henvende sig til Socialafdelingen Myndighed, Svinget 14, 5700 Svendborg eller til personalet i Behandlingscentret Svendborg.
Der kan klages såvel skriftligt som mundtligt. Hvis man ønsker at klage mundtligt, skal personalet skrive klagen ned på vegne af borgeren.
3.11 Personalets faglige kvalifikationer og kompetenceudvikling
Personalet i behandlingscentret er tværfagligt sammensat og består af pædagoger, socialrådgivere, psykolog, sygeplejersker, læge, social- og sundhedsassistent, cand. scient. soc. og sekretærer.
En stor del af personalet i behandlingscentret har gennemført en fælles efteruddannelse. Der arbejdes løbende med at tilføre nye medarbejdere denne kompetence, så alle som udgangspunkt har ens kompetenceniveau. Derudover modtager medarbejdere, der indgår i behandlingen, supervision løbende.
Behandlingscentret er uddannelsessted for pædagog-, socialrådgiver- og sygeplejerskestuderende samt SOSU-elever.
3.12 Monitorering af indsatsen
Måltal for behandlingsindsatsen i Behandlingscenter Svendborg
I 2022-2023 er der følgende måltal for behandlingsindsatsen i Behandlingscenter Svendborg:
- Andel der efter afsluttet behandling er stoffri: 35 %
- Andel der efter afsluttet behandling har reduceret deres stofmisbrug: 20 %
- Andel der efter afsluttet behandling vender tilbage til stofmisbrugsbehandling inden for 12 måneder: 25 %
3.13 Opmærksomhed på hjemmeboende børn
Kommunalt ansatte og private, der udfører opgaver for kommuner, er omfattet af servicelovens regler om underretningspligt efter §§ 153 og 154. Konkret betyder dette, at behandlerne er forpligtet til at underrette kommunen med henblik på at sikre barnet den nødvendige hjælp.
Når en borger indskrives i behandling, spørges der i udredningen ind til eventuelle børn, og det vurderes, om barnet er i risiko for at blive udsat for svigt eller fare. Er dette tilfældet, kontaktes borgerens hjemkommune straks.
3.14 Den fremtidige indsats på stofmisbrugsområdet
Svendborg Kommune arbejder vedvarende på at udvikle behandlingstilbuddet til personer med et problematisk stofbrug baseret på ny faglig viden samt dialog med brugere, pårørende m.fl.
Svendborg Kommune har aktuelt fokus på at styrke og udvikle det sundhedsfaglige tilbud i behandlingen – blandet andet som følge af ansættelse af egen læge på behandlingsområdet.
Svendborg Kommunes gældende politik for socialt udsatte borgere danner udgangspunkt for indsatser og initiativer indenfor området.
Kommunen har en række prioriterede indsatsområder:
- Livskvalitet
- Sundhed
- Forebyggelse af isolation
- Tidlig indsats
- Borgere med flere og sammensatte problemstillinger, som for eksempel misbrug og sindslidelser.
- Samarbejdet på tværs
3.15 Tilsyn
I henhold til lovgivningen varetager Socialtilsyn Syd driftsorienteret tilsyn. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddet og den måde, opgaverne udføres på. Formålet med tilsynet er at påse, at borgerne får den rette hjælp og støtte. Socialtilsyn Syd gennemfører tilsyn i Rusmiddelrådgivning for Unge mindst én gang om året.
Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med et formål at vurdere patientsikkerheden. Behandlingssteder udvælges på baggrund af en stikprøve. Styrelsen for Patientsikkerhed skal ikke på samme måde som socialtilsynet fører tilsyn med behandlingstilbuddet mindst én gang om året.
4.1 Opgaver som udføres i forhold til målgruppen
Svendborg Kommune tilbyder døgnbehandling i forhold til målgruppen – personer over 18 år med et problematisk stofbrug.
Svendborg Kommune benytter sig af en systematisk kortlægning, screening og vidensbaseret tilgang til visitationen. For visitation til døgnbehandling kan følgende kriterier opstilles:
- Borgeren skal være i en livs- eller helbredstruende situation der relaterer sig til misbruget
- Borgeren skal have været forsøgt behandlet i det ambulante system uden resultat
- Borgeren kan ikke anvende ambulant behandling
- Borgeren skal være i et eskalerende forbrug
- Borgerens samlede belastningsfaktorer skal tale herfor
- Borgerens misbrug skal have haft en varighed der taler herfor
Er borgeren under 18 år, vil der være tale om en anbringelse uden for hjemmet. I dette tilfælde er det afsnit 4 i serviceloven vedrørende børn og unge, der gør sig gældende.
4.2 Den organisatoriske struktur i forhold til behandlingstilbuddene
I Svendborg Kommune er det Socialafdelingen, der har ansvaret for misbrugsbehandling i forhold til § 101 i serviceloven. Svendborg Kommune driver ingen døgnbehandlingstilbud selv, men benytter sig af godkendte behandlingstilbud.
Svendborg Kommunes ambulante behandlingstilbud, Behandlingscenter Svendborg og Rusmiddelrådgivning for Unge, har blandt andet som opgave løbende at holde sig orienteret om kvaliteten af de benyttede døgnbehandlingstilbud.
4.3 Visitationsprocedure
Døgnbehandling for unge under 18 år
For unge under 18 år er der tale om en anbringelse uden for hjemmet. Afgørelse om anbringelse træffes af et tværfagligt visitationsudvalg i Familieafdelingen efter indstilling fra sagsbehandler.
Døgnbehandling for personer fra 18 år og opefter
Ved ansøgning om døgnbehandling skal man henvende sig til enten Socialafdelingen Myndighed eller et af de ambulante behandlingstilbud (Behandlingscenter Svendborg og Rusmiddelrådgivning for Unge).
De ambulante behandlingstilbud foretager en behandlingsfaglig udredning, som danner baggrund for faglig anbefaling til det videre behandlingsforløb, herunder også anbefaling vedrørende behandlingstilbud og eventuelt døgntilbud. Anbefalingen fremsendes til Socialafdelingen Myndighed, som varetager den endelige visitation.
Socialafdelingen Myndighed drøfter i samarbejde med Rusmiddelrådgivning for Unge/Behandlingscenter Svendborg plan efter endt døgnbehandling.
4.4 Behandlingsgaranti
Kommunen skal iværksætte behandlingen senest 14 dage efter henvendelse til kommunen.
Det skal bemærkes, at hvis der visiteres til døgnbehandling, fortsættes den ambulante behandling, indtil egnet behandlingssted er fundet.
4.5 Muligheden for frit valg
Borgere, der er visiteret til behandling i et kommunalt tilbud, kan frit vælge at blive behandlet på et andet offentligt eller et godkendt privat behandlingstilbud. Behandlingstilbuddet skal være af tilsvarende karakter som det kommunale tilbud, som man oprindeligt er blevet visiteret til.
Retten til at vælge et andet behandlingstilbud kan dog begrænses, hvis hensynet til borgeren taler herfor.
Hvis en borger vælger at blive behandlet i et andet offentligt eller et godkendt privat behandlingstilbud end det, kommunen oprindeligt har visiteret til, er der ikke et krav om, at tilbud om behandling skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.
4.6 Målsætning for udarbejdelse, koordinering og opfølgning på handleplaner
Sagsbehandlere fra Ungekontakten (18-30 år) eller Socialafdelingen Myndighed (fra 30 år) udarbejder handleplan efter servicelovens § 141, hvis borgeren ønsker dette.
I handleplanen indgår behandlingsplanen, der sætter målene for misbrugsbehandlingen på døgninstitutionen.
Opfølgningen på behandlingsplanen sker efter aftale. Ved en døgnbehandling på tre måneder, vil der minimum være to opfølgningsmøder med døgninstitutionen, misbrugsbehandler og sagsbehandler.
4.7 Brugerinddragelse
Handleplanen udarbejdes i et samarbejde mellem borger og sagsbehandler, og borgeren har på denne måde indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene.
Ligeledes benyttes udelukkende godkendte behandlingstilbud, hvor der blandt andet er etableret brugerråd.
4.8 Egenbetaling for kost og logi i forbindelse med døgnophold
Svendborg Kommune fastsætter egenbetaling for borgere i døgnbehandling efter bekendtgørelse om betaling for botilbud mv. Egenbetalingen udgør boligudgifter, forbrugsafgifter samt kost og beregnes efter forsørgelsesgrundlag.
4.9 Information om klageadgang
Der kan klages over en afgørelse senest 4 uger efter modtagelse af afgørelsen.
Klagen skal sendes eller afleveres til:
Socialafdelingen Myndighed
Svinget 14
5700 Svendborg
Det vil lette behandlingen af sagen, hvis klagen skrives så udførligt som muligt.
Når klagen modtages, skal Socialafdelingen Myndighed revurdere sagen. Hvis Socialafdelingen Myndighed fastholder afgørelsen, sender Socialafdelingen Myndighed klagen til Ankestyrelsen.
Borgere kan altid henvende sig til Socialafdelingen Myndighed for at få afgørelsen nærmere forklaret og begrundet.
4.10 Opmærksomhed på hjemmeboende børn
Kommunalt ansatte og private, der udfører opgaver for kommuner, er omfattet af servicelovens regler om underretningspligt efter §§ 153 og 154. Konkret betyder dette, at behandlerne er forpligtet til at underrette kommunen med henblik på at sikre barnet den nødvendige hjælp.
I forbindelse med den indledende udredning på kommunens ambulante behandlingssteder undersøges det, hvorvidt at der er hjemmeboende børn. I forbindelse med døgnophold sikrer Socialafdelingen, at relevante samarbejdspartnere orienteres og involveres i forhold til de hjemmeboende børn.
4.11 Tilsyn
De ambulante behandlingssteder indhenter og orienterer sig om de anvendte døgnbehandlingstilbuds tilsynsrapporter.
4.12 Kvalitetskrav til døgnbehandlingstilbud
Døgnbehandling for unge under 18 år
Der anvendes som udgangspunkt socialpædagogiske døgntilbud med særlig ekspertise og erfaring omkring misbrugsbehandling.
Døgnbehandling for borgere fra 18 år og opefter
Svendborg Kommune lægger særlig vægt på følgende kvalitetskrav til døgnbehandlingstilbud:
- Tilsynsrapport uden betydende anmærkninger
- Målgruppe beskrevet tydeligt og afgrænset
- At der anvendes anerkendte/evidensbaserede metoder i behandlingen
- At anvendte metoder er velbeskrevet
- At personalet har en rimelig sammensætning samt tilstrækkelige kompetencer og erfaring i forhold til målgruppen og stedets kerneydelse
- Stedets evne og vilje til samarbejde med borger - eventuelle pårørende samt Svendborg Kommune
På baggrund af en systematisk og grundig udredning af borgerens ressourcer og problemer, foretages i hvert enkelt tilfælde en vurdering af, om det enkelte døgnbehandlingstilbud vil kunne varetage behandlingen.
Svendborg Kommune anvender nedenstående døgnbehandlingstilbud.
Borgere under 18 år:
Behandlingscenter Stop Ung
Agertoften 8
9330 Dronninglund
Borgere fra 18 år og opefter:
Springbrættet
Hallumvadvej 39, Kærup
6851 Janderup
Slusen
Hesselmedvej 6
6840 Oksbøl
Sct. Ols
Sct. Ols afdeling Randkløve
Randkløvevej 26
3751 Østermarie, Bornholm
Sydgården
Aabenraa Landevej 120
6100 Haderselv
Kongens Ø
Munkerup Strandvej 57
3120 Dronningmølle
Yderligere oplysninger om ovenstående behandlingstilbud kan findes på Tilbudsportalen. Oplysninger om behandlingstilbuddene opdateres løbende på Tilbudsportalen ved nye ændringer. Desuden kan der læses mere om behandlingstilbuddene på deres hjemmesider