Kvalitetsstandard for omsorgstandpleje
Hvilke behov dækker ydelsen?
Borgere med svært varigt fysisk og psykisk handicap, skal have tilbudt omsorgstandpleje omhandlende undersøgelse af tænder/protese samt nødvendige tand- og protesebehandlinger.
Ydelsens omfang
Ud fra tandlægens vurdering tilbydes tilsyn, behandling og reparationer af borgerens tænder og tandproteser.
Der kan vælges mellem praktiserende tandlæger og tandteknikere, der har indgået aftale med Svendborg Kommune, eller en tandlæge fra Svendborg Kommunes omsorgstandpleje.
Hvad skal borgeren selv sørge for
Der er en fast månedlig egenbetaling uafhængig af indtægt og behandlingens art. I tilfælde hvor behandling på klinik er nødvendig, skal borgeren selv sørge for transport.
Visitation til omsorgstandpleje
Omsorgstandpleje tilbydes til personer, hvis egenomsorg af varige fysiske eller psykiske grunde er så lille, at det er urealistisk, at borgeren på egen hånd, ved opfordring eller ved andres hjælp og vejledning søger tandbehandling.
Forudsætningen er, at borgerens almentilstand bevirker, at tandbehandling vanskeligt kan varetages under almindelige tandklinikforhold.
Krævende undersøgelser eller omfattende behandlinger kan nødvendiggøre klinikbesøg.
Visitationen foretages for borgere i plejeboliger af sektionsleder, for alle andre borgere af myndighedsafdelingen, og altid ud fra en konkret og individuel vurdering.
Lovgrundlag
Sundhedsloven. Lov om omsorgstandpleje § 131 og 132