
Svendborg investerer millioner i unge – med ambitionen om at vise vejen for andre kommuner
Alt for mange unge i Danmark står uden både job og uddannelse. Faktisk drejer det sig, ifølge de nyeste opgørelser, om cirka 45.000 unge i alderen 15–24 år. Det har alvorlige konsekvenser for de unges trivsel, fremtid og tilknytning til arbejdsmarkedet foruden at være et samfundsøkonomisk problem.

Også i Svendborg
Det gælder også i Svendborg Kommune, som er blandt de steder, hvor udfordringen er større end andre. Her er andelen af unge uden job og uddannelse nemlig højere end landsgennemsnittet, hvorfor kommunen nu går sammen med Den Sociale Investeringsfond (DSI) og Lauritzen Fonden om et ambitiøst, nyt tiltag: Unge Navigator, som finansieres af næsten 15 millioner kroner.
Projektet er en social investering, der skal styrke kommunens forebyggende indsats for unge uden job og uddannelse – eller som er i risiko for at ende der. Borgmester Bo Hansen fortæller om bevæggrunden for det nye projekt:
"Vi ved, at unge, der falder ud tidligt, ofte også har sværere ved at få fodfæste som voksne. Derfor skal vi turde sætte tidligt ind – og gøre det på tværs af siloer og sektorer. Med 'Unge Navigator' vil vi insistere på, at ungeindsatsen er et fælles ansvar," siger han.
En ny vej – med individet i centrum
Indsatsen løber over fem år og omfatter cirka 180 unge i alderen 13–19 år. Fælles for dem er, at de står i en sårbar situation – fra elever med højt fravær og lave karakterer til unge, som kæmper med at fastholde en ungdomsuddannelse eller et fritidsjob.
Projektet bygger på en helt ny og nytænkende social investeringsmodel, og kombinerer en stærk relation til en fast ungetovholder med et nyt mødested på Svendborg Ungdomsskole. Her får de unge mulighed for at mødes med deres tovholder i trygge, uformelle rammer, samtidig med at de kan få støtte til alt fra skole og job til fritidsliv og sociale fællesskaber.
"For os handler ungetovholderne ikke kun om praktisk støtte – men om at være en stabil voksen i en ofte kaotisk hverdag. En navigatør, der hjælper med at skabe overblik og retning. Og Det er vores mål med Mødestedet ikke bare at give den unge et sted, men snarere en følelse af at høre til", forklarer Bo Hansen.
Lokalt forankret – med nationalt perspektiv
Projektet er støttet af Den Sociale Investeringsfond med 6,9 mio. kr. og Lauritzen Fonden med 3 mio. kr., bl.a. til at styrke evalueringen. Kommunen selv bidrager med 5 mio. kr., som finansieres af de relevante forvaltninger. Og det er et samarbejde med perspektiver, fortæller Camilla Bjerre Damgaard, Fondschef i Den Sociale Investeringsfond:
"Svendborg Kommune tør tage ansvar og tænke nyt. Det her er ikke en opgave, én forvaltning kan løfte alene – og derfor er det stærkt, at kommunen sætter fælles retning. Vi tror og håber på, at modellen her kan inspirere mange andre," fortæller hun.