Regnskab 2023
Svendborg Kommune udarbejder hvert år et regnskab. Her kan du se regnskabet for 2023 år.
Borgmesterens forord
Læs Bo Hansens resumé af regnskabet 2023
2023 blev på trods af svære rammevilkår endnu et godt år.
Befolkningsudviklingen har været præget af en nettotilflytning, som bidrog til, at den samlet set har været så godt som uændret i 2023. Svendborg Kommune er dermed fortsat godt på vej mod en milepæl på 60.000 borgere.
Det er primært unge familier fra hovedstaden, der vælger os til i såvel byen som lokalområderne. I tider, hvor mange lokalsamfund oplever affolkning, er det positivt, at mange lokalsamfund i Svendborg Kommune som f.eks. Ulbølle og Ollerup oplever en solid vækst.
Samtidig var ledigheden historisk lav på ca. 3 % i Svendborg Kommune, og fulgte landsgennemsnittet.
Svendborg Kommune oplevede samtidig en markant investorinteresse indenfor bolig-, havne- og erhvervsområdet, hvor bl.a. kan nævnes, at SIMAC og den nye maritime erhvervspark blev taget i brug, og om kort tid påbegynder UCL opførelse af deres domicil ”Campus Svendborg Havn”, som danner rammer for deres professionsuddannelser som sygeplejerske-, lærer- og pædagoguddannelsen.
På Frederiksø har BaggårdTeatret modtaget midler fra A.P. Møller Fonden til etablering af et helt nyt teaterhus, som uden tvivl vil styrke byens udvikling og det rige kulturliv, vi allerede har.
På initiativ fra lokale investorer opføres der i den vestlige bydel af Svendborg Kommune en ny multiarena. Planen er at fylde arenaen med fællesskab og idræt, samt danne rammen for store sportslige begivenheder med plads op til 4.000 publikummer.
Klimakrisen er global – og den rammer også lokalt. Lige før julen oplevede vi stormen Pia, og før det en stormflod af voldsomme dimensioner. Samtidig er vores hav, bogstaveligt talt, ved at miste pusten. I 2023 har vi haft det værste iltsvind i 20 år. Det er en tragedie – lige under overfladen.
Svendborg Kommune kom i 2023 for alvor i gang med implementering vores klimahandleplan, som bl.a. omfatter investering i grøn energi, reduktion af CO2-udledningen og stormflodsbeskyttelse.
Svendborg Kommune oplever, som mange andre kommuner, et stigende udgiftspres bl.a. på grund af voldsom vækst indenfor det specialiserede socialområde, demografi m.v. Stigningerne kompenseres normalt igennem aftale mellem KL og Regeringen, man aldrig fuldt ud, og i 2023 var kompensationen ikke stor nok, hvorved budgetforhandlingerne for budget 2024 bl.a. bød på sparerammer på 60 mio. kr. i 2024 - stigende til 100 mio. kr. i 2027.
Trods de mange udfordringer er det takket være en stor indsats fra kommunens medarbejdere igen i år lykkes at levere en sikker drift af alle de velfærdsydelser, som vores brugere er afhængige af. Der skal naturligvis også lyde en stor tak til borgere, brugere og erhvervslivets medvirken hertil.
Jeg glæder mig særligt over, at Svendborg Kommune på trods af et øget udgiftspres på velfærds-området, effektiviseringskrav, og udfordringer i millionklassen, kan levere et historisk pænt regnskabsresultat for den ordinære drift med et overskud på driften på 216,7 mio. kr.
Svendborg Kommune har i 2023 afholdt anlægsudgifter for 180,6 mio. kr., som blandt andet omfattede Køb af A. P. Møllers Vej (SIMAC) udbygning af vuggestue- og dagtilbudspladser, CO2 reduktions- og klimatilpasningsprojekter, projekter indenfor vej- og ejendomsvedligeholdelse, og trafiksikkerhed, by- og havneudvikling.
Driftsresultatet set sammen med anlægsudgifter og finansielle poster udviser et træk på likviditeten på 79,8 mio. kr. i 2023.
Med disse ord ønsker jeg god læselyst med Svendborg Kommunes årsberetning for 2023.
Svendborg Kommune, den 23. april 2024
Bo Hansen, borgmester