""

Dine muligheder som lodsejer

Er du landmand og gør dig tanker om fremtiden eller lodsejer med lyst til at skabe mere natur, så rummer trepartsaftalen mange muligheder for dig. Læs mere her.

Det betyder omlægningsplanen for dig

Den lokale trepart for Det Sydfynske Øhav er i september 2025 blevet enige om en omlægningsplan, der skal forbedre vandmiljøet og skabe mere natur og skov – samt sikre gode rammer for et bæredygtigt landbrugserhverv.

Omlægningsplanen skal politisk godkendes inden udgangen af 2025, før arbejdet med at undersøge og realisere de konkrete projekter kan gå i gang.

Omlægningsplanen peger på 6300 hektar landbrugsjord på Sydfyn og øerne, som med fordel kan omdannes til bl.a. skov, natur og vådområder. Der er tale om mere end 300 skitseprojekter, hvoraf mere end halvdelen ligger i Svendborg Kommune. 

Planen er dynamisk, hvilket vil sige, at nogle projekter kan falde fra, hvis de ikke kan gennemføres, mens nye kan komme til. Den vil løbende blive opdateret. 

Som lodsejer har du måske arealer, der kan være relevante at omlægge - eller det kan være, at din nabo har. Hvis din jord er med i et foreslået projekt, er du ikke tvunget til at gå med i projektet. Alle projekter bygger på frivillighed og kompensation. 

Hvad kan du selv gøre nu?

Hvis du har egnede arealer i f.eks. ådale, moser eller lavninger, vil vi gerne høre fra dig.

Har du spørgsmål eller idéer, så tøv ikke med at kontakte os.

Har du jord i en af trepartens øvrige kommuner - Faaborg-Midtfyn, Nyborg, Langeland og Ærø - skal du tage kontakt til dem.